Regeringen har fremlagt en ny strategi, der skal tydeliggøre Danmarks rolle i håndteringen af EU’s ydre grænser og hjemsendelsen af udlændinge uden lovligt ophold.
Strategien, der strækker sig over perioden 2024-2027, er udarbejdet i tæt samarbejde mellem Udlændinge- og Integrationsministeriet, Justitsministeriet, Forsvarsministeriet og Skatteministeriet.
Den nye danske strategi for integreret grænseforvaltning har fokus på fremtidssikring af grænserne ved hjælp af nye store IT-systemer og implementering af EU’s screeningforordning. Et af de centrale punkter er at reducere antallet af grænseovergange og forbedre samarbejdet med Frontex, EU’s grænse- og kystvagtagentur, samt med tredjelande langs migrationsruterne. Dette vil ifølge strategien styrke Danmarks bidrag til EU’s samlede indsats.
Styrket myndighedssamarbejde
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek understreger, at EU’s ydre grænser står over for øget pres og kræver effektiv kontrol.
– EU’s ydre grænser er under massivt pres. Det stiller store krav til effektiv kontrol og overvågning af de ydre grænser, mens vi samtidig skal styrke partnerskaberne med tredjelande langs migrationsruterne og derigennem finde nye løsninger på migrationsudfordringerne, siger Dybvad Bek ifølge en pressemeddelelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Han påpeger samtidig, at der er behov for stærkt samarbejde på tværs af myndigheder for at sikre en effektiv hjemsendelse af personer uden lovligt ophold i Danmark.
Imens fremhæver justitsminister Peter Hummelgaard politiets rolle i bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet, herunder terror og ulovlig migration.
– En central del af den danske strategi er dansk politis indsats i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet, terrorhandlinger og ulovlig migration. Det gælder både på den hjemlige bane, hvor politiet kontrollerer indrejsende fra lande uden for EU, og når vi bistår med betjente til grænseovervågningen i Middelhavet. Det er opgaver, der i alle tilfælde kræver et tæt og effektivt myndighedssamarbejde, siger han.
Forsvaret og Toldstyrelsen intensiverer indsatsen
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen understreger behovet for øget samarbejde i EU om fælles sikkerhed.
– Med alvorlige konflikter i både Europa og Europas nærområde er der brug for, at vi rykker mere sammen i EU om vores fælles sikkerhed, udtaler Poulsen.
Han påpeger, at Forsvaret fortsat vil spille en vigtig rolle i overvågningen af EU’s ydre grænser, både til lands og til vands, i samarbejde med Frontex.
Samtidig bemærker skatteminister Rasmus Stoklund Toldstyrelsens arbejde med at kontrollere varer ved grænserne.
– Toldstyrelsens arbejde har aldrig været vigtigere end i dag, hvor både forbrugsvarer, der ikke lever op til de standarder, vi har på fx sundhedsområdet, samt ulovlige varer som narkotika, banker på vores dør, siger han og tilføjer:
– Nu styrker vi indsatsen på Danmarks ydre grænser til gavn for både Danmark og hele EU.
Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet er strategien en del af EU’s flerårige proces for europæisk integreret grænseforvaltning (EIBM), som koordineres med Frontex og medlemsstaterne. Strategien består af 15 komponenter, der bl.a. omfatter grænsekontrol, samarbejde med tredjelande og hjemsendelse.
De særlige forhold vedrørende Færøerne og Grønland, som de facto fungerer som ydre grænser uden at være en del af EU eller Schengensamarbejdet, er også taget i betragtning i den danske strategi.