Det stod ikke skrevet nogen steder, at Rasmus Rüsz skulle være ejendomsmægler. Dette er ikke en historie om en stor drøm om at sælge huse, men om hvordan Rasmus endte med at elske et fag og at bringe mennesker på boligrejser i livet.
Kalenderen nåede at skride et par gange, inden vi endelig fik sat os ned på Kurt’s Kaffebar for at tale om det 20-års jubilæum, som Rasmus kunne fejre her i maj.
Undervejs i samtalen leverer Rasmus sin egen rejse fra sælger til at blive en af Danmarks mest passionerede ejendomsmæglere. Rasmus, som netop har fejret 20 år hos danbolig, startede som trainee i Børkop og har siden udviklet en dyb kærlighed til både faget, Fredericia og Børkop. At han skulle være med på så mange menneskers boligrejse, havde han ikke regnet med, men det blev og er en livspassion at hjælpe mennesker på boligmarkedet.
– Jeg vidste ikke meget om branchen. Jeg er ikke en af dem, der siger, jeg altid har haft en interesse. Det havde jeg ikke. Jeg solgte dele til svejsemaskiner for et tysk firma. Der startede jeg mit salgsliv. Jeg var den eneste medarbejder i Danmark. Jeg var vel 24 år gammel, og i den alder vil man jo gerne være sammen med flere på arbejdspladsen. Det var lidt ensomt at være sælger på den måde, fortæller Rasmus.
En dag så Rasmus et jobopslag i avisen for danbolig i Børkop, og det opslag greb han.
– Mine børns mor var fra Børkop, og vi var lokalt forankret. Jeg tænkte, at jeg ville prøve at søge, husker han, og da han havde arbejdet som kørende sælger, var han ikke bange for at møde op. Rasmus gik målrettet til værks og mødte op hos Kurt Skafsgaard, ejeren af danbolig i Børkop.
– Jeg gik ind og spurgte efter Kurt flere dage i træk, og til sidst var han der. Jeg blev siddende, som min far havde lært mig, rigtig længe. Vi talte og talte, og det endte med, at Kurt gik hjem for at spise. Han bad mig skrive en kort ansøgning. Jeg kom til samtale og fik jobbet som trainee med start fra 1. maj 2004, så gik det stærkt, siger Rasmus.
Skulle drive forretningen selv
– Kurt skulle til Spanien, og jeg skulle kunne drive forretningen imens. Børkop buldrede frem i den periode, og jeg fandt ud af, at jeg var god til salget. Jeg lærte hurtigt, hvor betydningsfuldt det er at hjælpe folk i forskellige livssituationer – det driver mig stadig i dag. Man kommer tæt på menneskene bag, herunder skilsmisse, død, nye ting, livsfaser, der skal gå op. Det er det mest betydningsfulde for folk, det er en kæmpe økonomi; at hjælpe mennesker videre i den limbo. Det er noget af det største, man kan være i, fortæller Rasmus.
Bolighandler er blandt de mest stressende ting i livet, men for Rasmus er det en kilde til motivation.
– Hvis man gør det rigtigt som mægler, sætter man et godt aftryk på folks liv, og det er stadig det, jeg står op til om morgenen. Det er pissefedt. Respekten omkring det, man laver, siger han.
Rasmus gjorde det godt, og Kurt Skafsgaard så potentialet i ham. De begyndte at tale om medejerskab allerede efter et år.
– Jeg var på det tidspunkt ikke uddannet endnu, men vi aftalte, at i oktober, halvandet år efter, at jeg var startet, skulle jeg købe mig ind i forretningen. Dagen kom 14 dage før oktober, men på en anden måde, end jeg havde ventet. Kurt solgte forretningen til Gert Stokkeldahl, som er min partner i dag. Klausulen var, at jeg skulle have lov at købe de aftalte procenter. Jeg kendte ikke Gert så godt, udover at han var i danbolig Vejle. Han var blandt de bedste og havde en stor forretning. Han var virkelig stor og anset, fortæller Rasmus.
Rasmus købte 49 procent af virksomheden og senere den sidste procent, så de nu ejer den 50/50.
– Jeg var den yngste indehaver hos danbolig. Kæden så gode ting i mig; der var krummer i mig. Dengang skulle man ikke være uddannet for at købe. Jeg købte før, jeg var færdiguddannet. Jeg gjorde en del ting, der vil være svært i dag. Det var fedt. Der var gang i den.
Til Fredericia fuld af ild
En halv forretning i Børkop var ikke nok for Rasmus. På det tidspunkt var københavnerne begyndt at købe forretninger i Jylland.
– Jeg kom i dialog med Jan Bülow, og sagde til ham, at den dag han skulle sælge, skulle han huske på mig. Jeg havde en plan, at det var om 4-5 år, så kunne jeg købe Fredericia og Middelfart. Seks måneder efter kom han, og han ville sælge nu. Det var nu, ellers ikke; jeg slog til. Jeg havde dog ikke lige så mange nuller selv, så jeg ringede til Gert, vi kunne få Fredericia og Middelfart; Gert var med. Det tog fem minutter. Det skulle handles på plads, og det blev det. Vi overtog forretningen august 2008, lige før finanskrisen, siger han.
Det var en vild tid, og Rasmus er da også meget klar i spyttet, når han ser tilbage på presset, bankretter og markedsudvikling.
– Ti dage før var der en artikel i Børsen, at finanskrisen var kommet til provinsen, forretningen stod bare stille. Der var kun en ting at gøre; at læne sig frem i busken. Det var satme en hård tid, hvis jeg havde vidst det med alle de penge, jeg skyldte væk, må jeg sige i dag, at det havde jeg ikke mave til i dag, men jeg var kold på det tidspunkt, lyder det fra ejendomsmægleren.
Havde været i dag, havde jeg ikke haft “maven” til det.
Rasmus’ familie voksede i samme periode.
– Vi blev forældre til William, da jeg købte Børkop. Alex kom til verden i september 2008. Der var pres på alle fronter, men det var lykken at blive far. Rosa blev født i 2012, og hun var et lyspunkt efter finanskrisen, der var begyndt at lette. Det var fandme en hård tid, det var godt, at jeg var så naiv, fuld af ild. Jeg vidste godt alvoren i det, jeg købte også en erhvervsforretning i Kolding i 2007. Det var for vildt, mindes Rasmus og tilføjer:
– På et tidspunkt betalte jeg mange tusinde kroner i renter for de køb; jeg skulle løbe mange penge hjem; den service ved bankerne havde været svært i dag. Det kan unge mennesker ikke.
Kæmpede for Kanalbyen
I perioden så Kanalbyen i Fredericia også dagens lys. Mange var kritiske; kunne der sælges de ejendomme, man snakkede om? Ville der overhovedet blive bygget? Men for Rasmus var det et spændende projektsalg, som han og hans team lagde mange timer i:
– Vi har været en kæmpe medvirkende faktor til, hvor Fredericia er i dag. Kanalbyen er et godt eksempel. Vi har investeret timer i at skubbe til tingene, så byen kunne rykke sig. Fredericia har udviklet sig vildt fedt. Jeg elsker virkelig Fredericia, og den udvikling byen har været igennem. Det er en pissefed by, siger han og fortsætter med superlativerne om fæstningsbyen:
– Fredericia er blevet en lille storby eller en stor lille by. Jeg er glad hver morgen, når jeg kører ind gennem byens porte. Byen er en historisk perle, og menneskene i byen er jordnære. Jeg kan godt lide, at man kan mærke, at folk skifter holdning til byen. For 10 år siden var alt mørkt, og folk var negative om deres egen by, men i dag fremhæver man de positive ting før de negative. Det kan jeg godt lide, siger han og fortsætter:
– Bjerregaard (Forhenværende borgmester i Fredericia, Jacob Bjerregaard red.) gjorde det godt. Han var sgu visionær og samlede befolkningen og erhvervslivet for at løfte hele byen. Han elskede byen, og kæmpede for den, det smittede af på os andre. Vores roller og virke er måske som små myrer, men vi er med til at påvirke området enormt meget. Kanalbyen blev til noget, og det er jeg virkelig stolt over.
Han har boet i Fredericia og i Børkop gennem tiden, og begge byer er områder, han virkelig holder af. Rasmus beskriver Børkop som et trygt miljø for børnefamilierne.
– Børkop og Brejning er et trygt miljø for børnefamilierne, og det har været en fornøjelse at arbejde og leve i det område. Byen bare vokser og vokser. Folk der bor i byen, deler mange af de samme værdier og problemstillinger, man står over for. Ingen stjålne knallerter eller lignende; det er bare trygge forhold, og så en ro og natur tæt på alt, som man ikke får mange steder. Det gør mig glad at være der, præcis som det gør at køre til Fredericia, siger ejendomsmægleren, der måske ikke vidste, at det var hans livspassion at sælge boliger, men han har styr på de næste 20 år.
– Jeg står op og er glad hver dag, uanset hvordan markedet ser ud. Vi står over for et generationsskifte, hvor vi får flere ejere ind. Gert er blevet 67 år, så det er en spændende tid, vi går i møde, slutter Rasmus, der med en passion for sit arbejde og en dyb kærlighed til de områder, han arbejder i, sammen med sit team er klar til at fortsætte med at sætte sit aftryk som ejendomsmægler.
