Der er fortsat færre studenter, som vælger at læse videre direkte efter, at de har fået deres studenterhue. I 2023 var det 11 pct. af gymnasieeleverne, som var i gang med en ny uddannelse tre måneder efter afsluttet studentereksamen.
ette tal er rekordlavt for opgørelsesperioden. Sammenlignet med årgangen af studerende, der læste videre direkte efter gymnasiet for ti år siden, er tallet faldet med 15 procentpoint. Der er dog forskel på, hvor hurtigt de ny-udklækkede studenter går i gang ift. hvilken type gymnasial uddannelse de har afsluttet. I 2023 var 13 pct. af studenterne fra de erhvervsrettede gymnasier i gang med at tage en ny uddannelse, mens det var 10 pct. af studenterne fra det almene gymnasium. Til sammenligning var det hhv. 37 pct. og 22 pct. i 2013. Af de 5.000 studenter, der gik direkte videre i uddannelsessystemet, kom ca. 2/3 fra de almene gymnasier, mens ca. 1/3 kom fra de erhvervsrettede gymnasier.
Kilde: www.statistikbanken.dk/forlob15
Universiteterne tiltrækker flest studerende direkte efter gymnasiet
Samlet set er bachelorstudiet det mest populære valg blandt alle de studenter, der går direkte i gang med et nyt studium. 40 pct. af de nyuddannede gymnasieelever som læser videre vælger det. For de nybagte studenter fra de erhvervsrettede gymnasier, er bacheloren med 43 pct. førstevalget, mens det for de almene studenter med 36 pct. er andetvalget.
Mellemlange videregående uddannelser er prioritet på almene gymnasier
De mellemlange videregående uddannelser var den uddannelse, som næstflest nye studenter for årgang 2023 påbegyndte. Tre måneder efter de havde fået studenterhuen, var 30 pct. af dem, der læste videre, i gang med en mellemlang videregående uddannelse. Der er igen stor forskel på, hvilke uddannelser der vælges, når det fordeles på, om studenterne har en almen eller erhvervsrettet gymnasieuddannelse. Blandt studenter fra de almene gymnasier var de mellemlange uddannelser nemlig førstevalget. Her valgte 38 pct. af de studerende, der læste videre, en mellemlang uddannelse, hvorimod det var 18 pct. af årgangen fra de erhvervsrettede gymnasier.
Særligt studenter fra erhvervsrettede gymnasier tager erhvervsuddannelse
Samlet set var det 14 pct. af studenterne, som fortsatte i uddannelsessystemet direkte efter gymnasiet, der valgte at starte på en erhvervsuddannelse. For gruppen med en erhvervsrettet studentereksamen var det dog 23 pct., som valgte en erhvervsfaglig uddannelse, mens det var 9 pct. blandt gruppen med en almen studentereksamen, der læste videre straks efter endt uddannelse. Studenter fra de erhvervsrettede gymnasier er altså mere tilbøjelige til at tage endnu en ungdomsuddannelse.
Kilde: www.statistikbanken.dk/forlob15
Minimal forskel på køn når det gælder om at læse direkte videre
Kønsforholdene på de almene og erhvervsrettede gymnasier er forskellige. Af de 46.000 studenter, der blev færdige i 2023, var fordelingen 61 pct. kvinder og 39 pct. mænd på de almene gymnasier, mens det var 40 pct. kvinder og 60 pct. mænd på de erhvervsrettede. Forskellen er derimod begrænset, når det kommer til kvinders og mænds valg i forhold til at læse videre direkte efter studiet. Blandt de mænd, som havde fået en studentereksamen fra et alment gymnasium, var 10 pct. i gang på en ny uddannelse lige efter gymnasiet, mens det var 9 pct. af kvinderne. Også på de erhvervsrettede gymnasier var lidt flere mænd end kvinder i gang direkte efter studentereksamen. Her var det 13 pct. af mændene i forhold til 12 pct. af kvinderne.