Barbro

Torsdag aften blev der afholdt erhvervsfest i Teatersalen på Hotel Comwell i Kolding, hvor en stor del af kommunens erhvervsliv var samlet til det årlige AWARD ’23 arrangeret af Business Kolding.

Det store tilbagevendende show hvor virksomhederne i Kolding, hædrer hinanden og fejrer det forgangne år havde i år mere end 400 mennekser fra mere end 150 lokale virksomheder på deltagerlisten.

Som traditionen foreskriver, skulle der kåres fire virksomheder i kategorierne Årets virksomhed, Årets iværksætter, Årets Initiativpris og Verdensmålsprisen. Her præsenterer vi en oversigt over alle vinderne og de nominerede virksomheder i hver kategori. Fælles for virksomhederne, er at de alle har Kolding i hjertet.

Bordene var smukt dækket, hvidvinen nøjsomt lagt på køl, stemningen var boblende lige som de mousrende velkomstdrinks, serveret i lange krystalfløjter. Det var ikke til at tage fejl, torsdag aften var ganske speciel for mange Koldinggensiske virksomheder og deres ansatte.

Tre finalister var på forhånd blevet nomineret af en jury, baseret på de mange indstillinger, som medlemmerne af Business Kolding havde indsendt. Stemmesedler var blevet sendt ud til medlemmerne af foreningen tidligere på måneden, så alle der havde lyst kunne stemme på deres favoritter.

I aftes, den 23. februar, blev de prestigefyldte priser uddelt, ved hjælp af en live sms-afstemning, der altså supplerede juryens og medlemmernes allerede afgivne stemmer. Intet var givet på forhånd og ved de nominerede borde, kunne man uden videre fornemme en vis nervøsitet.

Her præsenterer vi en oversigt over alle vinderne og de nominerede virksomheder i hver kategori.

Nominerede til Årets Iværksætter 2022:

  • Den Hvide Hest, er en restaurant beliggende i Søndergade og drives af Mikael Madsen, med fokus på at bruge de mange fremragende danske råvarer, som findes i deres lokalområde. De henter grøntsager fra den smukke danske natur, som omgiver Kolding og sikrer, at retterne er tilberedt med de friskeste ingredienser.
  • Forkælelse by Dorthe Kildal, skabt af Dorthe Kildal, åbnede en butik under corona-pandemien, hvor kunder kan købe eksklusive forkælelseskasser indeholdende kaffe, sæbe, håndklæder og andre lækkerier.
  • Zerius, arbejder på at opbygge stærke relationer mellem mennesker og virksomheder gennem rekruttering, ledelse og strategisk kommunikation.

Vinder: Den Hvide Hest

Mikael Madsen indtager scene for Den Hvide Hest, til lyden af Coldplays – Adventure of a lifetime, mens resten af bordet fægter med hjemmelavede hvide hestehoveder til stor begejstring for resten af salen.

– Jeg er mere overrasket over at blive nomineret faktisk, fordi vi går jo bare og knokler rundt, når man så lige pludselig bliver ringet op og får at vide at man er nomineret. Man går helt i stå og så tænker man bare, fedt! Nu skal det hele bare være endnu sjovere og der skal sættes nogen ting i gang, fortæller Mikael Madsen fra scenen.

Forstummende toner i pausen

I pausen spiller Elze Barbro Kuypers, der er kendt under kunstnernavnet Barbro, de kan siges at være næsten opvokset på musikskolen i Kolding og er derfor en oplagt booking til eventet. Salen er helt stille, da stolen bliver rykket tilbage, væk fra mikrofonstativet og de førster toner slås an på guitaren. Musikken er ærlig, stemmen ren og sagte, det føles lidt som at blive hvisket en hemmelighed. Barbro tager på turné til efteråret, samtidig med at deres debutalbum kommer på gaden. De fire sange sluttes med klapsalver fra salen, som stille vågner igen.

Efter den smukke optræden fra centerscenen, fulgte hovedretten for de deltagende, bestående af kalvesteg, pommes anna og rodfrugtecreme. Det gav de mange tilmeldte endnu en chance for at netværke med andre virksomheder og skåle med deres samarbejdspartnere.


Nominerede til Årets Initiativ 2022:

  • Godset Ujnfor, et udendørs område beliggende ved Godset mellem banen og havnen. Området er indrettet med gamle containere, scene, bar og brugte møbler, så det kan rumme udendørs koncerter og arrangementer.
  • Jazz i Trekanten, har til formål at udvikle jazzmusikken gennem samarbejde mellem publikum, musikere og arrangører.
  • Multifoods, en socialøkonomisk virksomhed, som hjælper udenlandske kvinder på kanten af arbejdsmarkedet i job.

Vinder: Multifoods

Flere af medarbejderne dansede sig vej mod scenen i stor jubel og til glade toner fra Dua Lipa – Don’t start now.

– Mabruk, det betyder tillykke på arabisk, vi er meget glade og det betyder virkelig meget for os. Der er rigtig mange søde medarbejdere, som ikke kunne være her, men har siddet derhjemme og heppet på os. Nu kan vi fortælle dem at vi vandt, griner den ene af pigerne.

Nominerede til Verdensmålsprisen 2022:

  • Birkemose Golf Club, hvor bæredygtighed er en del af klubbens DNA og har været det i mange år med fokus på blandt andet affaldssortering. De anvender også overskudsvarme fra den nærliggende kyllingefarm, og så har de taget socialt ansvar ved at hjælpe over 50 borgere på kanten af arbejdsmarkedet videre i job.
  • BSB Group, er en af de førende leverandører inden for metalkonstruktioner til industri og vindmøllebranchen. De har investeret i grøn strøm siden 2018 og bidrager til 10 ud af 17 verdensmål.
  • Sunset Boulevard, tog det første store skridt mod grøn omstilling tilbage i 2019 ved at indføre træbestik og genanvendelige kopper.

Vinder: Birkemose Golf Club

Birkemose Golf Club indtager scenen, med hænderne hævet over hovedet og stor smil hele vejen rundt.

– Det betyder faktisk helt vildt meget for der er mange blandet ind i det og ikke mindst, nogle fantastiske kollegaer og alle vores samarbejdspartnere, de mange frivillige vi har, der hver eneste der kæmper med vores projekter. Vi er slet ikke færdige endnu, der kommer meget mere. Vi tænker ikke så meget over det mere, det er bare en del af vores daglige hverdag, sagde Claus Valter, der er clubmanager hos Birkemose, da han og flere kolleger modtog prisen på scenen.

Inden aftenens store vinder skulle findes, var det tid til dessert og kaffe. Comwell’s personale havde igennem aftenen kort en knivskarp service tager antallet af deltagere tager i betragtning. Sidste serverring bød på en mousse af skovbær, anrettet med friske bær og vaniljecreme.

Nominerede til Årets Virksomhed 2022:

  • Autocentralen
    En familiedrevet virksomhed beliggende i Kolding, som blev grundlagt i 1976 og startede med at sælge brugte biler. Senere i 1980’erne begyndte de også at sælge nye biler. I dag er Autocentralen en af de største bilkoncerner i Syd- og Sønderjylland med syv bilhuse i de største byer i regionen. De er den største forhandler af Seat, Cupra, Skoda og Volkswagen i landsdelen og sælger også Citroën, Honda, Hyundai og Nissan, mens de tilbyder autoriseret service på Audi og Opel. Årligt sælger de 12.000 biler og i 2022 overtog de flexleasingselskabet Granturismo Cars. Autocentralen har 400 ansatte, hvoraf 140 arbejder i de to Kolding-bilhuse på Dieselvej og Egtved Allé.
  • Automize
    Blev etableret i 2015 med det formål at levere højt specialiserede IT-konsulenter til både private og offentlige virksomheder. Deres primære fokus er at optimere processer og automatisere kundernes IT-infrastruktur for at sikre en effektiv drift, og de opnår dette ved hjælp af Cloud-løsninger. Automize forudsagde, at Cloud-løsninger ville blive den fremtidige trend, og de ønskede at skabe en IT-virksomhed, der kunne levere traditionelle IT-løsninger uden at eje et datacenter. 1. november 2022 investerede Norlys i Automize, hvilket fordoblede medarbejderantallet, de runder snart 90 ansatte.
  • DM Greenkeeping
    Har oplevet en voldsom vækst på 300 procent. Indtil for halvandet år siden var virksomheden en hobbyvirksomhed for stifterne, Danny Skytte og Michael Jepsen, som også havde fuldtidsjobs ved siden af. I 2020 tiltrådte de første franchisetagere, og i dag er der otte i hele landet, hvilket førte til 170 ansatte i højsæsonen sidste år. Det forventes, at antallet vil stige til 300 i år. I deres første sæson for otte år siden servicerede DM Greenkeeping omkring 50 græsplæner, mens tallet sidste år steg til 28.000. Ca. 60 procent af kunderne har allerede genbestilt service til den kommende sommer, og DM Greenkeeping forventer at servicere 50.000 græsplæner i år. På trods af den travle periode har virksomheden opnået en Trustpilot-score på 4,6 baseret på 1300 anmeldelser.

Vinder: DM Greenkeeping

Danny Skytte, Michael Jepsen og Vicki Skytte går på scene efter at have delt highfives og kram ud til deres medarbejdere og franchisetagere som de sad til bords med. Glæden var ikke til at tage fejl af.

– Det er fuldstændig vanvittige, vi stod her for præcis et år siden og var sponsor for verdensmålsprisen og var lidt smånervøse, vi skulle faktisk i fjernsynet den aften og så her et år senere har vi fået 20.000 kunder og 8 franchisetagere som vi kan takke for det. Vi har en masse personale, vi også skal takke for det, for vi har slet ikke kunne hænge sammen de sidste 7-8 måneder uden dem, vi har været i knæ par gange. Så de der 170 medarbejdere dem skylder vi en kæmpe tak, for vi har ikke kunne klare det uden dem, fortæller Michael Jepsen med stolthed i stemmen, Vicki fortsætter:

– Det er lidt af en opgave at holde styr på dem, kunne I ikke godt forestille jer det, så derfor er det virkelig vigtigt med alle vores skønne kollegaer.

Den gennemførte aftenen fortjener ros og holdet hos Business Kolding kan godt klappe hinanden på skulderen, ovenpå afviklingen. Afslutningsvis gik alle vinderne samlet på scenen midt i rummet for at modtage salens sidste opmærksomhed, mens det regnede med guldkonfetti om ørene og stående applaus. Der var vidst også noget med en stor fest på Den Hvide Hest efterfølgende, men det melder historien ikke videre om.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her