17-årig kørte alene i bil og endte i rabatten
En 17-årig kvinde fra Middelfart kørte sent tirsdag aften af vejen på Nørre Bjertvej ved Kolding. Hun var alene i bilen, selv om 17-årige kun må køre med en ledsager.

En 17-årig kvinde fra Middelfart kørte sent tirsdag aften galt på Nørre Bjertvej ved Kolding.
Uheldet skete klokken 23.52 og var et solouheld. Ifølge politiet er bilen formentlig kommet for hurtigt ind i et sving, hvorefter den er skredet ud af kørebanen og ud i rabatten.
Der er umiddelbart ingen, som er kommet til skade.
Sagen stopper dog ikke der. Som 17-årig må kvinden kun køre bil med en ledsager ved sin side, og hun var alene i bilen.
Hun står endnu ikke registreret som sigtet, men politiet oplyser, at det bliver hun formentlig.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 11.11 kl. 09.00 af Politikommissær Arno Rindahl Pedersen.


