64-årig mand fundet død efter eftersøgning ved Hejlsminde

112. Den 64-årige mand, som Sydøstjyllands Politi mandag har eftersøgt ved Hejlsminde, er fundet død i vandet ud for Hejlsminde. De pårørende er underrettet.
Politiet blev mandag formiddag sat i gang med en større eftersøgning i området, efter at manden formentlig var taget ud for at surfe og ikke var vendt tilbage. I eftersøgningen brugte politiet både helikopter, drone og hundepatrulje.
Ifølge Sydøstjyllands Politi giver omstændighederne omkring dødsfaldet på nuværende tidspunkt ikke anledning til at mistænke, at der er sket noget strafbart.
Politiet takker borgerne i området for deres forståelse og for at have fulgt myndighedernes anvisninger, mens indsatsen stod på. Sydøstjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger i sagen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi.


