POLITIK. Ny økonomiaftale mellem regeringen og Danske Regioner tilfører milliarder til sundhedsvæsenet. Aftalen skal både understøtte sundhedsreformen og sikre bedre vilkår for drift og udvikling i regionerne.

Natten til onsdag den 28. maj blev regeringen og Danske Regioner enige om næste års økonomiaftale for regionerne. Aftalen sikrer et økonomisk løft på 2,3 milliarder kroner til drift og 450 millioner kroner til anlægsinvesteringer.

Ifølge aftaleteksten er en betydelig del af midlerne målrettet implementeringen af den kommende sundhedsreform, sundhedsinnovation og grønne hospitaler. Derudover gives der et solidt økonomisk afsæt til arbejdet med næste års regionale budgetter.

Godt udgangspunkt for sundhedsreformen

I Region Syddanmark vækker aftalen tilfredshed. Regionsrådsformand Bo Libergren (V) betegner den som både økonomisk ansvarlig og udviklingsorienteret:

»Vi har fået en rigtig god aftale, som giver os mulighed for at gøre vores syddanske sundhedsvæsen endnu bedre. Samtidig giver aftalen også et godt afsæt for arbejdet med den kommende sundhedsreform, som skal bringe sundhedsvæsenet tættere på borgerne og løfte kvaliteten i de nære tilbud,« siger Bo Libergren.

»Jeg ser også aftalen som et godt udgangspunkt for processen om næste års budget. Med aftalen kan vi både få enderne til at mødes og får mulighed for at udvikle vores sundhedsvæsen.«

Det er endnu uklart, hvor stor en andel af midlerne der konkret tilfalder Region Syddanmark, da bloktilskudsfordelingen endnu ikke er fastlagt.

Sundhedsfond rulles ud – 600 millioner kroner næste år

Et vigtigt element i aftalen er, at den længe ventede sundhedsfond nu bliver realiseret. Fonden er på i alt 22 milliarder kroner, som over en 10-årig periode skal bruges til vedligeholdelse og modernisering af landets sygehuse samt investering i nyt apparatur. I 2026 vil regionerne modtage de første 600 millioner kroner fra fonden.

»Med sundhedsfonden får vi mulighed for at udbygge og renovere alle regionens sygehuse – ikke kun dem, der har været omfattet af kvalitetsfondsmidler,« siger Bo Libergren.

»Udover moderne sygehuse giver det os også mulighed for at leve op til ambitionerne på klimaområdet og sikre, at apparaturparken til stadighed giver de bedste forudsætninger for at levere udredning og behandling i topklasse.«

Midler til reform og grøn omstilling

Aftalen indeholder også specifikke beløb til implementering af sundhedsreformen. Her er 325 millioner kroner afsat til bl.a. patientrettet forebyggelse og akutsygepleje. Yderligere 60 millioner kroner går til innovation og bæredygtige løsninger i sundhedsvæsenet – herunder grønne hospitaler.