NEKROLOG. Mandag aften er Jørgen Leth død i en alder af 88 år efter kort tids sygdom. Med hans bortgang mister Danmark ikke blot en forfatter og filminstruktør, men en af de mest markante stemmer i nyere dansk kultur.

Jørgen Leth debuterede som digter i 1962 med Gult lys, og herfra voksede et forfatterskab frem, der i sin enkle, nøgterne stil skabte billeder, som blev siddende. Han skrev ikke for at pynte sproget, men for at afdække verden lag for lag, detalje for detalje. Han var kompromisløs i sin form – og det var netop enkelheden, der gjorde ham så kompleks.

I årene efter digtdebuten bevægede han sig frit mellem genrer og kunstarter. Han blev filmskaber med Det perfekte menneske (1967), en ikonisk kortfilm, der stadig står som et hovedværk i dansk dokumentartradition. Senere skabte han De fem benspænd (2003) sammen med Lars von Trier, hvor han – som han altid gjorde – satte sig selv på spil i kunstens maskineri.

Jørgen Leths stemme blev en fortælling i sig selv. Dybt genkendelig, nasalt bølgende, med en rytme og frasering, der gjorde selv de mindste detaljer til poesi. Som mangeårig cykelkommentator på TV 2 blev han en del af danskeres sommer. Millioner har siddet foran fjernsynet og hørt ham beskrive Tour de France med sætninger, der blandede præcision med lyrisk billedkraft. For ham var det ikke bare sport – det var drama, myte, helte og lidelse.

»Stemmen er blevet tavs,« skrev forlagschef Simon Pasternak i sin mindeord. »Den dybe, lidt nasale Jørgen Lethske stemme kunne lægge den perfekte frasering ind over alting – fra Eddy Merckx og Godard til en saglig og detaljeret kærlighed og ja, døden selv.«

Heltene, kærligheden og døden

Gennem hele sit virke vendte Leth tilbage til de samme grundtemaer: fascinationen af helte, passionen for kærlighed, skønheden i detaljen – og den konstante bevidsthed om døden. Han skrev med en kølig klarhed, men uden at forfalde til kynisme.

Hans seneste digtsamling, Zombie (2025), blev endnu et eksempel på den kompromisløse insisteren på at skrive sig helt ind i det personlige, selv når kroppen svigtede og døden nærmede sig. Han blev ved til det sidste.

Jørgen Leth levede et liv, hvor grænserne mellem roller var flydende. Han var forfatter, journalist, radiomand, filminstruktør, cykelekspert og musiker. Han var højt respekteret, men også indimellem udskældt. Han vakte debat med sin selvbiografi Det uperfekte menneske (2005), hvor hans hudløse ærlighed om privatlivet satte sindene i kog. Men han veg aldrig tilbage fra sin kunstneriske mission: at skrive og fortælle virkeligheden, som han så og oplevede den.

For mange var Jørgen Leth mere end en kunstner – han var en inspirationskilde. Hans måde at arbejde med metaforen på, hans evne til at gøre en lille detalje stor og betydningsfuld, har sat spor i både litteratur, film og journalistik.

Han lærte os, at en metafor ikke er pynt, men en nøgle til at se verden på en ny måde. At en cykelrytter på vej op ad Alpe d’Huez ikke bare er sport, men også et billede på livet selv: styrke, smerte, sårbarhed.

En kompromisløs kunstner

Jørgen Leths betydning ligger ikke kun i de værker, han skabte, men i måden han skabte dem på. Med enkelhed, med kølighed, med en sjælden ærlighed. Han ville altid vise noget, ikke forklare alt. Det gjorde ham til en af de mest kompromisløse stemmer i dansk kultur.

»Han skrev med enkelhed, nøgternhed og ekstrem coolness om sine helte, sine besættelser og sit liv,« som Simon Pasternak formulerede det.

Et ekko vil leve videre

Med Jørgen Leths død er en stemme forstummet. Men ekkoet vil leve videre – i digtene, i filmene, i kommentarsporene fra Tour de France, i de mennesker han inspirerede, og i de metaforer han lærte os at forstå.

Han efterlader sig en arv, der er langt større end et forfatterskab. Han efterlader en måde at se verden på.

Det uperfekte menneske

En af de mest omtalte udgivelser i hans karriere var selvbiografien Det uperfekte menneske (2005). Bogen skabte heftig debat, fordi den med uforbeholden ærlighed beskrev både hans kunstneriske virke og hans private liv. Men for Jørgen Leth var netop ærligheden og hudløsheden en nødvendighed. Han holdt intet tilbage, og på den måde blev værket en fortælling uden lige – en nøgen skildring af mennesket bag kunstneren, med alle dets fejl og ufuldkommenheder. For mange læsere var det chokerende, for andre dybt befriende.

Jeg vil savne ham. Mange vil savne ham.

Jørgen Leth blev 88 år.