POLITIK. Kommuner og organisationer kan nu søge støtte fra en ny pulje på i alt 43,5 millioner kroner, der skal bidrage til at genskabe naturen under havets overflade.
Puljen er oprettet af Havnaturfonden i samarbejde med Den Danske Naturfond og giver mulighed for at søge op til 12 millioner kroner til konkrete projekter, der kan forbedre biodiversiteten i de indre danske farvande. Projekterne kan eksempelvis handle om at genskabe stenrev, muslingebanker eller etablere ålegræs.
Aftalekredsen bag Havnaturfonden bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, Konservative, Enhedslisten og Radikale Venstre har afsat 29 millioner kroner. Den Danske Naturfond har suppleret med yderligere 14,5 millioner kroner, så der samlet er 43,5 millioner kroner til rådighed i 2025.
Miljøminister Magnus Heunicke peger på, at det er nødvendigt at handle nu. »I årtier har vi ødelagt vigtige levesteder under havets overflade. Stenrev, ålegræs, muslingebanker og tangskove er forsvundet, og det har direkte konsekvenser for de kystnære fiskebestande og havpattedyr, der har mistet både fødesøgnings- og skjulesteder. Det er afgørende, at vi får vendt udviklingen og giver tilbage til havet. Puljen på 43,5 mio. kroner er et vigtigt skridt for genopretningen af biodiversiteten i vores indre farvande,« siger han.
Hos Den Danske Naturfond er man glade for at kunne bidrage til indsatsen. »Naturfonden er med til at løse biodiversitetskrisen og sikre bedre klima og renere vand, både til lands og til vands. Derfor er jeg glad for, at Naturfonden er med til at give havets dyr og planter en hjælpende hånd. Det er vigtigt, vi sammen gør, hvad vi kan, for at forbedre den natur, vi alle gerne vil nyde nu og i fremtiden,« siger Bengt Holst, formand for Naturfonden.
I 2025 vil puljen have særligt fokus på projekter i Sejerø Bugt, Samsø Bælt, Sydfynske Øhav og Storebælt. Det er områder, hvor der tidligere har været massivt stenfiskeri, og hvor behovet for genopretning er størst.
Puljen er åben for ansøgninger fra den 22. september til den 26. oktober 2025. Kommuner, sammenslutninger af kommuner og private organisationer kan søge. Privatpersoner og virksomheder kan derimod ikke søge denne pulje.
Ansøgninger vurderes ud fra kriterier som genopretningspotentiale, projekternes modenhed, planlægning, lokal inddragelse og medfinansiering. Målet er at støtte de projekter, der hurtigt kan igangsættes og skabe størst mulig effekt for havnaturen.