På Egetoft i Egtved holder 110 frivillige liv i et aktivitetscenter, som for mange ældre betyder alt. Et sted, hvor fællesskab, varme og nærvær går hånd i hånd med hjemmelavet mad og stolegymnastik. Og for tre studerende fra SOSU FVH blev det starten på en film – og et nyt syn på deres fag.
En ny vej i projektet
Det begyndte som en skoleopgave. En undersøgelse af samskabelse, fællesskab og frivillighed i praksis. Men for Cindie, Ellinor og Lise Viola blev det hurtigt mere end det. Da de første gang besøgte Egetoft, trådte de ind i et univers af ildhu, hvor de mange frivillige hver dag sørger for, at områdets ældre har et sted at komme.
– Vi skulle finde en case til vores projekt, men vi vidste ikke, hvor meget det ville røre os, fortæller Ellinor.
Hun fortæller videre, hvordan de tre studerende egentlig havde planlagt at arbejde med en helt anden målgruppe. Men da de blev introduceret til Egetoft, valgte de at ændre retning. De greb muligheden for at dykke ned i netop stedet – og besluttede, at deres projekt skulle afspejle alt det, det står for.
Valget faldt derfor på en film. De filmede små øjeblikke fra dagligdagen på centret, hvor frivillige dækkede bord til fællesspisning, hvor stolegymnastik samlede ældre i bevægelse, og hvor smil og historier blev delt over en kop kaffe.
For at understrege stemningen valgte de Christophers sang Heartbeat som underlægningsmusik – en tilfældighed, der viste sig at passe perfekt til fortællingen.
– Musikken og teksten ramte bare stemningen, vi havde oplevet på Egetoft, fortæller Lise Viola.
Arbejdet med filmen blev en proces, hvor de både dokumenterede og forstod den betydning, frivillighed har for ældres livskvalitet. Og nu skulle det hele præsenteres for et publikum.
Filmen fik folk til at stoppe op
Da de tre studerende ankom til elevmessen, var de spændte og lidt nervøse. De havde arbejdet intenst på filmen, men vidste ikke, hvordan den ville blive modtaget.
De havde bygget en stand op omkring filmen, fyldt med elementer fra Egetoft: ugeblade, håndarbejde og små rekvisitter fra de aktiviteter, der giver hverdagen indhold for de ældre. Målet var at skabe en helhedsoplevelse, hvor de besøgende kunne fornemme stemningen fra Egetoft – ikke kun gennem billeder, men også i omgivelserne.
Og det virkede.
– Vi havde ikke regnet med, at det ville røre så mange. Altså, så vi blev faktisk lidt rørte over det, vi havde lavet og skrevet. Det lyder måske lidt fjollet, men det ramte os virkelig, fortæller Lise Viola.
Flere elever stoppede op og blev hængende for at se filmen til ende. Nogle ville vide mere om Egetoft, andre spurgte nysgerrigt ind til projektet. En enkelt kvinde i publikum troede i første omgang, at det var en udstilling om et misbrugscenter, og blev overrasket over, hvor levende og inspirerende et aktivitetscenter for ældre kunne være.
– Jeg blev faktisk også helt rørt over, at folk tog det så seriøst, tilføjer Ellinor senere.
Men det var ikke kun publikum, der reagerede positivt, for også undervisere lagde mærke til filmen, og ville bruge den til mere end blot elevmessen.
Underviserne pegede og sagde: Den dér
Det var en ting at få ros fra medstuderende og besøgende på messen, men anerkendelsen fra undervisere satte prikken over i’et.
– Der var en underviser, der spurgte, om de måtte bruge filmen som undervisningsmateriale, fortæller Lise Viola.
Det var en bekræftelse på, at deres projekt havde ramt noget vigtigt, og at det ikke bare var en opgave til et karakterblad, men en reel formidling af noget, der kunne have betydning for andre.
– Vi lavede jo bare en film, men pludselig blev den en fortælling, der kunne bruges til at undervise andre i, hvordan samskabelse fungerer i praksis, siger Ellinor stolt.
For de tre studerende var det en stærk oplevelse at se deres arbejde blive taget alvorligt – ikke kun som en veludført opgave, men som noget, der kunne inspirere andre.
Et projekt, der satte spor
Projektet havde startet som en akademisk øvelse, men for Cindie, Ellinor og Lise Viola blev det en oplevelse, der ændrede deres syn på ældreplejen – og deres egen fremtid.
For Lise Viola blev det nemlig endnu mere konkret. Hun havde i lang tid overvejet at skifte spor i sin karriere, men mødet med Egetoft og de frivillige gjorde beslutningen klar.
– Jeg var begyndt at interessere mig lidt mere for psykiatrien, men efter det her projekt kan jeg mærke, at mit fokus har rykket sig. Nu har jeg søgt og fået arbejde på et gerontopsykiatrisk plejehjem, fortæller hun.
Det var især én oplevelse, der satte sig fast: mødet med en 91-årig frivillig, der på dagen for deres besøg havde sin sidste arbejdsdag.
– Hun sagde til mig, at nu gik hun på pension. Hun ville lægge frivilligheden på hylden og bare være deltager fremover. Det gjorde bare et kæmpe indtryk, fortæller Ellinor.
Den sætning, den beslutning, den historie – det hele blev et billede på, hvad Egetoft handler om. Livet stopper ikke, bare fordi man bliver ældre. Det kan stadig leves, deles og bidrage med, så længe nogen skaber rammerne for det.
For de tre studerende var det en øjenåbner. Ikke kun for betydningen af frivillighed, men for hvad ældreområdet faktisk rummer af liv og værdi.
– Det her har ikke bare været en opgave – det har været en oplevelse, der kommer til at følge os videre, siger Lise Viola.
Noget at tage med sig videre
Filmen er siden blevet delt med både Egetoft og skolen, hvor den lever videre som en fortælling om noget, vi sjældent taler højt om: værdien af at høre til, også når man bliver gammel. Den har fået ros fra alle sider, og nu vover Lise Viola at sige et lille håb højt – selvom hun ikke helt tør tro på det.
– Jeg håber, at Vejle Kommune ser på det, siger hun.
Ikke nødvendigvis for at skabe nye tiltag, men for at bevare steder som Egetoft, så de allersvageste ikke falder udenfor.
For Ellinor har projektet også sat sig fast på et mere personligt plan.
– Det har givet mig forståelsen af, at jeg har æren af at kunne fortsætte det, jeg tror på, er vigtigt i vores fag, siger hun.
Og det gjorde de allerede her. Ikke med en lang rapport. Men med en film, en udstilling – og med en fortælling, som andre nu tager med sig videre.
