Victoria er 16 år. Hvor mange af hendes jævnaldrende går på gymnasiet eller efterskole, står hun midt i sin første praktik som social- og sundhedsassistentelev. Hun er begyndt på hovedforløbet og arbejder lige nu på et plejehjem, hvor hun hver dag møder både beboere og kolleger, der er mange år ældre end hende selv.

»Jeg er jo meget ung inden for faget, så jeg synes, det er lidt specielt at være sammen med alle de lidt ældre,« siger hun med et lille smil. »Men det er meget hyggeligt. Der, hvor jeg er, er der meget stille og roligt.«

Allerede nu kan hun mærke, hvor meget hun lærer. »Ja, det kan man roligt sige,« siger hun om praktikperioden. Erfaringerne lander hurtigt, når man står midt i hverdagen hos mennesker, der har brug for ens hjælp.

Et valg med dybe rødder

For Victoria kom valget om uddannelsen ikke ud af det blå. Det var et valg, hun havde båret med sig, men som fik et afgørende skub, da hun mistede sin moster i 2021. »Min moster døde tilbage i 2021,« fortæller hun. »Jeg tror lidt, hun var grunden til, at jeg turde tage springet, fordi alle mine venner skulle på gymnasiet og efterskole. Men der hoppede jeg ligesom over alt det der.«

Det var ikke kun tabet, der gjorde udslaget. Det var samtalerne med hende og drømmene. »Hun havde selv overvejet at tage uddannelsen, da hun var yngre, så jeg snakkede meget med hende om det. Og så var det lidt for at bevare hende, i ånden, hvis man kan sige det sådan. Og så var det den vej, jeg valgte.«

Victorias juleønske: at ingen står alene

Da snakken falder på hendes juleønske for faget, behøver Victoria ikke lang betænkningstid. Svaret kommer stille, men helt klart. »Mit største juleønske er, at alle får den rette hjælp, som de har brug for.«

Det er få ord, men de rummer meget. For hende handler det ikke kun om hverdagen på plejehjemmet eller om de borgere, hun møder i sin praktik. Hun ser også dem, der ikke viser sig, og dem der kæmper med noget, der ikke altid kan ses udefra. »At der ikke er nogen, der sidder alene og faktisk har brug for hjælp, men ikke rigtig tør råbe op. Også unge mennesker i psykiatrien, for eksempel. Jeg tror, det er mest der, hvor man er bange for at råbe op, hvis man er ung og har det dårligt.«

Den forskel, hun allerede kan gøre

Victorias ønske om, at ingen skal stå alene, hænger tæt sammen med den måde, hun selv møder faget på.
Selvom hun kun er 16, ved hun allerede, hvordan hun kan handle, når hun møder nogen, der har brug for hjælp.

»Nu arbejder jeg jo inden for faget, så hvis jeg ser nogen, der har det dårligt, eller hvis der er nogen, der falder som ældre, så har jeg min viden i bagagen omkring, hvad man skal gøre, og hvem man skal kontakte,« siger hun med en fornemmelse af, at hun allerede nu kan gøre en forskel, selv i de små situationer, hvor det rigtige blik og den rette handling betyder alt.

Og måske er det også dér, Victoria viser, hvad der driver hende: At ønsket om at hjælpe ikke ligger ude i fremtiden, men allerede er noget, hun tager på sig i sin hverdag. Det er noget af det, der gør hendes fortælling særlig i denne julekalender. At hun er én af dem, der er begyndt tidligt – ikke fordi vejen var let, men fordi den føltes rigtig.