Kolding IF har hentet den 23-årige forsvarsspiller Lasse Laursen, der skifter til klubben efter et ophold i Skive IK. Den duelstærke stopper har underskrevet kontrakt og rejser inden længe med truppen på træningslejr i Tyrkiet.
Kolding IF har tilføjet ny styrke til bagkæden med tilgangen af Lasse Laursen, der kommer til fra Skive IK.
Den 23-årige forsvarsspiller har spillet det seneste halve år i Skive IK i 2. division, hvor han nåede 15 optrædener. Med sine 190 centimeter tilfører han både fysik og duelstyrke til Kolding IF’s defensiv.
Inden opholdet i Skive har Lasse Laursen været en tur over Atlanten, hvor han gennem fire år har spillet for Lionsbridge FC og Charlotte 49ers. Erfaringerne fra amerikansk collegefodbold er ifølge klubben en del af det samlede billede, der gør ham interessant.
For Lasse Laursen selv markerer skiftet et nyt skridt i karrieren.
»Jeg er utrolig glad for og stolt over at trække i Kolding-trøjen. Klubben har et spændende projekt og nogle klare ambitioner, som jeg glæder mig meget til at blive en del af. Nu ser jeg bare frem til at komme i gang, møde fansene og give alt for holdet på banen,« siger han.
Laursen har sin fodboldopvækst i Silkeborg og har tidligere været en vigtig del af Silkeborg IF U19, hvor han nåede 20 kampe i U19 Ligaen.
Hos Kolding IF ser klubbens Head of Football, Niklas Nürnberg, et klart potentiale i den nye forsvarsspiller.
»Lasse er en spiller, der indeholder de klassiske forsvarsdyder. Han er modig, kompromisløs, duelstærk og god med hovedet. Samtidig er han en type, der kommunikerer meget og tager ansvar på banen,« siger Niklas Nürnberg.
Han fremhæver samtidig den udvikling, Laursen har været igennem de seneste år.
»Vigtigst af alt kommer han med en enorm sult og motivation efter at være blevet modnet i et helt andet miljø i USA gennem fire år og senest et halvt år i Skive, hvor han hurtigt viste sig som en dygtig spiller. Den kombination har vi haft succes med før, og det tror og håber vi på igen.«
Lasse Laursen har allerede haft sin første arbejdsdag i Kolding IF og rejser inden længe med resten af truppen til træningslejr i Tyrkiet.










