OPINION. I disse uger fylder analyser, meningsmålinger og politiske spekulationer meget i medierne.
Og det skal de selvfølgelig – det er en del af valgkampen.
Men mellem overskrifterne, rundringningerne og de politiske stikpiller, kunne jeg godt tænke mig, at vi talte lidt om ordentligheden. For tillid og ordentlighed er også noget, vi stemmer om.
Tonen er blevet skarpere. Ikke bare i kommentarsporene, men også mellem partierne – og i mediernes tilgang til politikere som mennesker. Når medierne spørger til, hvem der har været mest fraværende, eller hvornår nogen sidst så en kollega blunde under et møde, så siger det ikke særlig meget om politikken.
Der bliver talt og skrevet meget om politik lige nu. Men det, der fylder mest i dækningen, er ofte ikke retningen for Kolding – men fronterne, konflikterne og dramaet.
Nogle gange kunne man næsten tro, vi var vidner til et kommunalt Ø-råd, hvor man stemmer hinanden hjem – i stedet for et byråd, hvor vi løfter i flok.
Der er selvfølgelig forskel på partier og personligheder. Det skal der være. Men jeg synes, vi bliver nødt til at stoppe op et øjeblik og spørge os selv, hvad vi egentlig vil have, at politik skal være.
For det er ikke bare journalisterne, der skærper tonen. Det gør vi også selv – når vi glemmer, at politik handler om mennesker, og at man kan være uenig uden at blive uvenner.
1. januar sidder der et nyt byråd på 25 mennesker. De er valgt for at gøre deres bedste for Kolding Kommune – ud fra de forudsætninger, de har.
Det byråd skal ikke være en børnehave eller en kamparena.
Det skal være et arbejdsfællesskab, hvor man kan diskutere hårdt og ærligt – og stadig se hinanden i øjnene bagefter.
For ordentlighed er ikke en luksus i politik. Det er en forudsætning for, at borgerne kan have tillid til os – og for, at vi overhovedet kan løse de store opgaver sammen.
Og hvis det brede samarbejde på tværs af partier kan styrkes for det bedste for Kolding Kommune – så er det dér, vi skal lægge kræfterne.
For i sidste ende handler det ikke om fløje, men om fællesskab.
Derfor håber jeg, at vi alle – politikere, medier og borgere – husker at tonen, tilliden og samarbejdsviljen i virkeligheden også er en del af det, vi stemmer om.
