DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har haft et travlt døgn med flere markante sager i Fredericia. Politikommissær Susanne Hviid fortæller, at politiet blandt andet har håndteret et indbrud i en isbod, et røverilignende butikstyveri og en sag med både kokain og dopingpiller.
På Sandal Bakke blev der begået indbrud i en isbod.
»Der er tale om rudeknusning, og sagen er nu under efterforskning,« fortæller Susanne Hviid.
Senere på dagen blev en episode i Netto på Nymarksvej anmeldt. Her havde en kvinde stjålet energidrikke og forsøgte at slippe væk fra butikkens medarbejdere.
»Da butiksdetektiven forsøgte at tilbageholde hende, slog hun sig fri og løb fra stedet. Når der sker fysisk modstand i forbindelse med et tyveri, betragtes det som røveri,« forklarer politikommissæren.
Den mest alvorlige sag udspillede sig dog tirsdag på Nørrebrogade i Fredericia, hvor en patrulje standsede en bil, der holdt i tomgang. Føreren – en 24-årig mand fra Sønderjylland – blev testet og viste sig at være påvirket af stoffer.
»Manden blev sigtet for narkokørsel, og ved ransagning fandt vi 14 gram kokain fordelt i små poser, hvilket tyder på videresalg. Derudover blev der fundet dopingpiller, og han er derfor sigtet for både narkobesiddelse med henblik på salg, doping og kørsel under påvirkning,« siger Susanne Hviid.
Efterfølgende foretog politiet en ransagning på en adresse i Sønderjylland som led i efterforskningen.
Den 24-årige mand er fortsat sigtet i sagen, og politiet arbejder videre med at klarlægge omfanget.