I søndags stod en VM-finale 0-0, da spillerne blev sendt i omklædningsrummet, for at Madonna kunne komme på scenen. Det øjeblik fortæller mere om Amerikas forhold til resten af verden, end noget topmøde har gjort.
Der var spillet 45 minutter plus tillægstid i New Jersey, da fodbolden måtte vige. Spanien og Argentina havde endnu en halvleg og en verdensmesterskabstitel at afgøre, og de fik lov at vente, mens Justin Bieber, Madonna, Shakira og BTS indtog en scene, der var rullet ind over græsset. Jason Sudeikis dukkede op i skikkelse af Ted Lasso, den venlige amerikaner, der lærte englænderne at spille deres egen sport. Inden kampen havde Tom Cruise stået med solbrillerne i hånden og fortalt et fyldt stadion, hvad fodbold er: »This is football. This is unity. This is greatness.« Samme Cruise havde en film at sælge, og reklamerne for den kørte mellem kampene hele turneringen igennem.
Det var første gang i VM-historien, at finalen fik et halvlegsshow. FIFAs præsident havde annonceret det som et historisk øjeblik. Det fik han ret i, om end på en anden måde, end han havde tænkt sig.
Man skal forestille sig omklædningsrummet i de minutter. To hold, der havde jagtet hinanden i en time uden mål, tvunget til at sidde og lytte til bassen fra et show, der handlede om alt andet end dem. Fodboldens pause er en arbejdspause. Den varer et kvarter, fordi kroppen skal have væske og taktikken justeres. I søndags var den en sendeflade.
Jeg har brugt en del af mit liv på at studere forholdet mellem Amerika og Danmark. Det er en kærlighedshistorie, og den er ældre, end vi normalt husker. Omkring 300.000 danskere udvandrede til Amerika mellem 1860’erne og Første Verdenskrig, husmandssønner og tjenestepiger, der sejlede fra København og Hamborg mod et land, hvor jorden var billig og fremtiden åben. De skrev breve hjem, og brevene blev læst højt i stuerne, så selv de, der blev, fik Amerika ind under huden. Siden 1912 har danskere fejret den amerikanske uafhængighedsdag i Rebild Bakker, verdens største 4. juli-fest uden for USA. Amerika var drømmen, længe før det blev supermagten.
Så kom jazzen i trediverne og de swingpjattede unge under besættelsen, til de ældres forargelse og de unges fryd. I de samme mørke år blev det amerikanske til noget mere: et løfte om, at friheden fandtes et sted derovre, bag havet. Befrielsen indløste løftet. Marshallhjælpen fulgte efter og byggede landet op, mens Anders And & Co. fra 1949 lærte danske børn at læse, og Hollywood fyldte biograferne. Køleskabet, supermarkedet, rocken, tv-serierne. Vi klædte os amerikansk, vi talte med amerikanske vendinger, vi drømte i amerikanske billeder. Amerikaniseringen af Danmark blev aldrig trukket ned over hovedet på os. Vi bad om den, og vi elskede den.
Kritikken fandtes hele tiden, det skal siges. Franskmanden Georges Duhamel advarede allerede i 1930 mod den amerikanske civilisation som en maskine, der ville male al åndelig egenart til ensartet gru. Frankfurterskolen gav os begrebet kulturindustri, og under Den Kolde Krig talte europæiske intellektuelle om cocakolonisering. Firserne havde sin Dallas-debat, hvor kulturkritikere gruede over, at hele kontinentet sad klistret til en olieklan fra Texas. Frankrig gik så vidt som til at forhandle sin kulturelle undtagelse ind i verdenshandelsaftalerne i 1993 for at holde Hollywood fra livet. Men det var elitens projekt, og folket trak på skuldrene. Folket så Dallas, drak colaen og købte jeansene. Vietnamdemonstranterne gik hjem fra demonstrationen og satte en amerikansk plade på. Forskerne, der siden har gransket europæisk amerikanisering, er da også endt med en mildere dom, end kulturkritikerne fældede: Europæerne slugte aldrig amerikansk kultur råt. De oversatte den, bøjede den, gjorde den til deres egen. Dansk rock blev dansk. Selv Anders And fik med Sonja Rindoms oversættelser et sprog, som generationer af danskere regner for deres eget.
Det er dét, der har ændret sig nu. For første gang i firs år vender afvisningen den anden vej. Den kommer fra midten, fra supermarkedet, fra sofaen foran fjernsynet, fra mennesker, der aldrig har gået i demonstration og aldrig ville drømme om at kalde sig antiamerikanske. Da Washington begyndte at tale om Grønland som et aktiv, der kunne erhverves, og om told som et opdragelsesmiddel over for allierede, skete der noget i danske husholdninger, som ingen kulturkritiker havde opnået gennem et århundrede: Salling Group satte en sort stjerne på de europæiske varer, så kunderne kunne vælge til og fra. Tesla-salget faldt med 40 procent på et år, mens elbilmarkedet omkring mærket voksede. Boykotgrupperne rundede hurtigt titusindvis af medlemmer, og pludselig stod helt almindelige mennesker i Fredericia, Vejle og Middelfart og vendte en dåse i hånden for at se, hvor den kom fra. Det var en stille folkelig opsigelse af et venskab, der havde varet siden 1945. Ingen brændte flag. Man lagde bare varen tilbage på hylden.
Og så kom VM og leverede billedet på hvorfor. Verdens mest globale begivenhed, spillet af 48 nationer på tre landes jord, blev foldet ind i amerikansk underholdningslogik som endnu en Super Bowl. Obligatoriske pauser ved det 22. minut i alle 104 kampe, også under lukkede tage i kølige haller, mens tv-stationerne klippede til reklamer, og publikum på stadion buhede ad vandflaskerne. En finale, hvor kampen fik rollen som opvarmning til showet. Det påfaldende var, at kunstnerne på scenen kom fra Sydkorea, Colombia, Nigeria og Canada, og at showets kurator var en brite. Indholdet var globalt. Formatet var amerikansk. Dét er kulturimperialisme anno 2026: Alt kan komme indenfor, så længe det ligner et halvlegsshow. Verden er velkommen på scenen, hvis den vil optræde efter amerikansk drejebog.
Lad mig sige det klart, inden nogen misforstår. Jeg ønsker mig hverken russisk eller kinesisk kultur i stedet. Tanken er absurd for enhver, der har set, hvordan de to regimer behandler deres egne kunstnere. Jeg vil blive ved med at se ud i verden, lære af den og glæde mig over andres kulturer, også den amerikanske, som har givet mig noget af det bedste, jeg kender af film og fortællinger. Der findes stadig amerikanske romaner, der kan få en dansk læser til at glemme tid og sted, og amerikanske instruktører, der kan mere med et klip end de fleste med en hel film. Men den amerikanske hånd under Europa, den selvfølgelige antagelse af, at vores kultur er en filial af deres, må høre fortiden til. Europa mangler hverken historie eller kunst eller fortællekraft. Kontinentet, der gav verden Homer og Shakespeare, Mozart og Kierkegaard, katedralerne og oplysningen, har ingen grund til at sidde på skødet af nogen. Vi har bare i firs år fundet det bekvemt at lade en anden fortælle.
Det tragikomiske er, at de amerikanske ledere, der nu taler ned til Europa, taler ned til deres eget ophav. Den amerikanske forfatning er oplysningstidens barn, skrevet af mænd, der stod på Locke og Montesquieu og korresponderede med Europas lærde, mens de gjorde det. Nationen blev bygget af europæiske udvandrere, irske arbejdere, italienske murere, jødiske skræddere fra Østeuropa og de danske husmandssønner, der stod ved rælingen og så København forsvinde. Selv Hollywood, den mest amerikanske af alle opfindelser, blev grundlagt af europæiske immigranter, der havde billederne med hjemmefra. Amerika er, hvad Europa blev, da det fik plads nok. At glemme det er at glemme sig selv.
Næste sommer samles danskerne igen i Rebild Bakker for at fejre Amerikas fødselsdag, som de har gjort i mere end hundrede år. Jeg håber, de bliver ved. Traditionen er smukkest, når den holdes i live af mennesker, der mener den. Men flaget vil føles anderledes i hånden, og det er der ingen grund til at skamme sig over. Man kan holde af et land og samtidig sige fra over for dets selvoptagethed. Det har amerikanerne selv lært os. Det stod i deres uafhængighedserklæring.
