Jeg var selv på Thule i midten af 1980’erne og deltog i opførelsen af det, der fortsat i dag kendes som det nye Power Plant. Det var ikke bare endnu et byggeprojekt i Arktis, men en brik i en langt større historie – historien om Thulebasen, den kolde krig og Danmarks måske mest oversete atomarv. Risø undtaget, var Thule i praksis Danmarks første – og eneste – atomkraftværk.

Denne historie tager os til Grønland – til det, man med rette kan kalde den virkelig kolde krig og Det Ultimative Thule.

Strategic Air Command og den arktiske logik

Da Strategic Air Command blev oprettet af det amerikanske luftvåben i 1946, stod kommandoen med et enormt ansvar. Opgaven var klar: at planlægge – og i værste fald gennemføre – leveringen af atomvåben mod fjendtlige mål. I næsten et årti var bombefly den eneste mulige leveringsform. Det stillede ekstreme krav til rækkevidde, last og basestruktur.

Jo tættere en base kunne placeres på fjenden, desto flere mål kunne nås, og desto kortere blev varslingstiden. Det er velkendt militær logik. Men netop derfor blev verdens nordligste amerikanske militærbase et strategisk omdrejningspunkt.

Hvad – og hvor – er Thule?

Thule er ikke en ting, men et sted. Over 1.200 kilometer nord for polarcirklen og godt 1.500 kilometer fra Nordpolen, i det nordvestlige Grønland. Et af klodens mest ugæstfrie områder: sommergennemsnit sjældent over 7 grader, vintertemperaturer langt under minus 20 og en vekslen mellem evigt dagslys og næsten total mørke.

Men netop beliggenheden – tæt på det høje Arktis og med adgang til en dybvandshavn – gjorde Thule strategisk uundværlig. I begyndelsen af 1950’erne kunne Strategic Air Commands bombefly, B-36 Peacemaker og B-47 Stratojet, herfra nå størstedelen af Sovjetunionens strategiske mål med minimal lufttankning og reduceret sovjetisk varslingstid.

Samtidig fungerede Thule som fremskudt base for aflytningsjagere, der skulle beskytte Nordamerika mod angreb over polen.

Fra vejrstation til superbase

I starten fandtes der kun en vejrstation og en grusbelagt landingsbane fra Anden Verdenskrig. Det var langt fra tilstrækkeligt. Grønland var på dette tidspunkt en del af Kongeriget Danmark, og USA opererede under Kaufmann-aftalen, som gav adgang til militære baser så længe en trussel mod Nordamerika bestod.

Efter NATO’s indtræden blev aftalen ratificeret og udvidet. Dermed blev Grønlands forsvarsområde en integreret del af den vestlige alliance.

I 1951 blev Operation Blue Jay iværksat: opførelsen af Thule Air Base. 120 skibe, 12.000 mand og hundredtusinder af tons materiel blev sendt til North Star Bay. På blot 104 dage blev der bygget veje, hangarer, kraftværker, hospital, barakker og en fuldt operationel landingsbane – et ingeniørmæssigt mesterværk under ekstreme forhold.

Atomkraft under isen

Thule blev hurtigt frontlinje i den kolde krig. Men basens rolle stoppede ikke der. I 1950’erne og 60’erne blev Grønland også rammen om mere eksperimentelle – og i dag kontroversielle – projekter.

Camp Century, bygget direkte i indlandsisen, blev drevet af en bærbar atomreaktor og fungerede som dække for Project Iceworm: planen om at placere atommissiler i isen for at forkorte sovjetisk reaktionstid. Projektet blev opgivet, da isens konstante bevægelse gjorde det uholdbart.

Affaldet – herunder diesel, spildevand og muligvis radioaktivt materiale – blev efterladt i tillid til, at isen ville bevare det for evigt. I dag, med klimaforandringer, er det ikke længere en sikker antagelse.

Fra bombefly til rumovervågning

Thule forblev en aktiv base frem til midten af 1960’erne. Med udviklingen af interkontinentale ballistiske missiler mistede bombeflybaser gradvist deres centrale rolle. Alligevel forblev Thule strategisk vigtig.

Siden 1982 har basen huset rum- og missilovervågning og er i dag kendt som Pituffik Space Base, en central del af U.S. Space Force. Med omkring 600 ansatte er den langt mindre end under den kolde krigs højdepunkt, men dens betydning er ikke mindre.

I dag handler det ikke om bombefly, men om tidlig varsling, satellitter og overvågning af Arktis.

Grønland, NATO og nutidens spændinger

Donald Trumps aggressive retorik om Grønland har kastet lange skygger over samarbejdet mellem USA, Danmark og Grønland. Bekymringerne i både København og Nuuk er reelle. Men så længe Danmark og Grønland fastholder suveræniteten, vil enhver ændring møde massiv politisk og juridisk modstand – også inden for NATO, hvor sammenhængskraften i yderste konsekvens kan blive sat på prøve.

En personlig note – og et større perspektiv

Ud over Thule har der været flere amerikanske baser i Grønland. Søndre Strømfjord spillede en væsentlig rolle – også civilt. Jeg arbejdede selv i seks år på Base Civil Engineering med ansvar for den strukturelle vedligeholdelse af basen.

Min hensigt med denne gennemgang er ikke nostalgi, men oplysning. Thule er ikke bare en militærbase i isen. Den er et symbol på, hvordan teknologisk fremskridt, geopolitik og national suverænitet flettes sammen – dengang som nu.

Hvis den kolde krig havde et fysisk monument, så står det i det nordvestlige Grønland.