Det er et lille ritual, og det gentager sig i 98 byrådssale, fem regionsrådssale, og en plenarsal på Slotsholmen. Et punkt nås på dagsordenen. Borgmesteren, eller formanden, eller udvalgsformanden, ser op og siger, at det næste behandles for lukkede døre. De få borgere, der er mødt op, rejser sig, samler deres jakker, går ned ad gangen mellem stolerækkerne, og lukker døren bag sig. Inde i salen kan politikerne tale frit. Udenfor står et menneske, der lige har set, hvor langt vedkommendes adgang rakte.

Det er ikke i sig selv en skandale. Det er hvad loven tillader, og i nogle tilfælde forlanger. Personalesager kan ikke ligge åbne. Forhandlinger om jordkøb kan ikke afsløre kommunens smertegrænse, før blækket er tørt. Børn i sociale sager skal ikke kunne læses i et referat. Lukket dør er en undtagelse, men den findes med god grund. Det er det, der er sket med den, der er problemet. Den er holdt op med at være undtagelse. I 62 af landets 98 kommuner offentliggør man kun en overskrift, når et lukket punkt er færdigbehandlet. 

I 2020 var tallet 47. Ankestyrelsen har slået fast, at det som udgangspunkt ikke er nok. Det har ikke ændret noget. Den retning, kurven peger i, er den modsatte af den, loven foreskriver, og det er ikke jurister, der har sendt den den vej. Det er vaner. Kommunestyrelseslovens § 10 siger, hvad den siger: byrådsmøder er offentlige, og en sag kan kun lukkes »når dette findes nødvendigt på grund af sagens beskaffenhed«. 

Ministeriets egen vejledning tilføjer en sætning, der burde være indrammet på rådhusene. 

Ønsket om en uforstyrret debat er ikke en gyldig grund til at lukke dørene. 

Den frie debat skal foregå offentligt. 

Det er ikke en bemærkning. Det er statsforfatningens hele idé. Men dette er ikke, hvad der er ved at ske. Det, der er ved at ske, er, at den lukkede dør er gledet fra at være undtagelse til at være komfort. Det er rart at tale uden tilhørere. Det er nemmere at indgå kompromisser, når ingen kan citere det første udspil. Det er behageligere at lade en sag glide igennem, når begrundelsen ikke skal stå sin prøve i medierne. 

Komfort er ikke en hjemmel. Den er en mekanisme, og den arbejder altid samme vej: indad. Hvad der forsvinder, når dørene lukkes for vane, er ikke i første omgang oplysningen. Den kommer som regel ud til sidst, halvanden måned senere, i et redigeret referat. Det, der forsvinder, er ræsonnementet. 

Borgeren hører konklusionen, men ikke argumentet. Beslutningen, men ikke vejen dertil. Vi ved, hvad der blev vedtaget; vi ved ikke, hvad der blev fravalgt, og det er det, demokratisk samtale lever af. Et folkestyre uden ræsonnement bliver til et folkestyre, der annoncerer. Politikerne præsenterer beslutninger, der virker færdige, fordi det færdige er det eneste, vi  får at se. 

Pressen får et oplæg, ikke en proces. Vælgeren får et resultat, ikke et valg. Den offentlige samtale degenererer langsomt til en pressekonference, hvor enhver indvending kommer for sent, fordi der ikke længere var noget rum, hvor den kunne have ramt noget. Det er denne stille degeneration, der gør sagen alvorlig. Den arrangerer sig selv. Ingen beslutter sig for at lukke det danske demokrati, ingen sender et notat ud om, at man fra nu af helst vil holde tingene mellem sig. Det sker bare, et punkt ad gangen, et halvår ad gangen, en stille forvaltningskultur ad gangen. Og fordi det sker stille, er der ingen, der reagerer, før borgeren en dag opdager, at hun ved meget mindre om sin kommunes beslutninger, end hendes mor gjorde om sin. Hvad skal vi så. 

Vi skal ikke have åbne personalesager, og vi skal ikke have ejendomsforhandlinger på live-stream. Vi skal have, at den lukkede dør igen bliver en undtagelse, der skal begrundes hver gang, og en begrundelse, der kan efterprøves. Vi skal have, at overskriften ikke længere er det eneste, der står tilbage. 

Vi skal have, at den, der lukker døren, ved, at det koster noget, fordi det er en handling, og handlinger har vægt. Og borgeren, der rejste sig fra tilhørerstolen og gik ned ad gangen, fortjener at vide, hvad der blev sagt, da hun var ude. Ikke i alle sager. Ikke med det samme. Men oftere, end det sker i dag, og med en større omhu fra dem, der bestemmer, hvornår døren skal være lukket. Det er ikke en revolution. Det er bare den ordning, vi har skrevet ned for os selv.