KULTUR. Til daglig lever Thomas Pap Goltermann i en verden af notifikationer. Den 47-årige fredericianer sidder i en IT-afdeling, hvor skærmene blinker med røde og gule skilte, og hvor der altid er en alarm, der kræver en reaktion. Så rejste han ud til et sted, hvor der ingenting var. Ikke noget net, ikke noget ur, ikke nogen telefon. Kun en ø, et hold fremmede mennesker og et tv-hold fra Robinson Ekspeditionen.
»Jeg sidder jo i en IT-afdeling, hvor du bliver notificeret og får alarmer på det ene, det andet og det tredje. Og lige pludselig er det bare væk. Fuldstændig detox,« fortæller han til AVISEN.
Man kunne tro, at afsavnet ville gnave. Det gjorde det modsatte. »Underligt nok syntes jeg faktisk, det var rart,« siger han og peger på de sociale medier, der efter hans opfattelse er skruet sammen, så man lettere bliver afhængig af dem. Derude forsvandt aftenernes skærmtimer, og døgnet fik sin gamle rytme tilbage. »Det var rart, at når det var mørkt, så var det nat,« siger han om nætterne på øen, hvor der hverken var støj eller lysforurening. »Så mørkt, at du faktisk kunne se Mælkevejen. Det var vanvittigt smukt.«
Goltermann har fulgt programmet, siden det første gang rullede over skærmen i 1998. Der kom hurtigt børn, og drømmen blev lagt i skuffen, mens hverdagen tog over. Han søgte i 2024 og igen i 2025, og da telefonen ringede fra produktionsselskabet Mastiff tredje gang, forventede han endnu et afslag. Det kom ikke.
Som mangeårig håndboldspiller regnede han med at have kroppen med sig, styr på boldfornemmelsen og fysikken. Alligevel er han hurtig til at punktere enhver forestilling om, at man kan træne sig til en ø i Stillehavet. »Man kan simpelthen ikke sætte sig ind i det. Det er et helt ekstremt pres. Varme, sult, savn, søvn,« siger han. »Hvis man tror, at man shiner i alt, så tager man virkelig fejl.«
Sulten var konkret. Maden blev ikke serveret på øen, den skulle vindes. »Der er ikke overflod af mad. Man håber på at vinde en gulerod eller et løg,« fortæller han. Nætterne blev tilbragt på en seng af bambuspinde og strandsand, mens Laura og de fire drenge, hvoraf den ældste er 17, sad hjemme i Fredericia. Kontakten var kappet. Kun hvis noget virkelig alvorligt skete derhjemme, havde hans kone en nødlinje ind gennem produktionen. »Jeg kan ikke engang ringe hjem,« lød erkendelsen i løbet af de første dage.
Til gengæld fik han noget, han ikke har haft i årevis. Tid. Derhjemme er kalenderen fyldt af arbejde, børn og weekender, der er booket måneder frem. På øen var der intet program ud over det, deltagerne fik at vide, og han sammenligner livet i lejren med et efterskoleophold, hvor man er sammen med sine kammerater og danner relationer intenst 24 timer i døgnet. Med alt hvad det indebærer af venskaber, irritation og nerver før konkurrencerne, som han beskriver som at træde ind i en film. »Det er fuldstændig ligesom at være med i en film. Som at træde ind i en James Bond-film,« siger han om øerne, kameraerne og mødet med værten Jakob Kjeldberg, som han har set på skærmen i 26 år. »Han stiller sig lige ved siden af en, giver en hånd og siger velkommen til Thomas. Det var en kæmpemæssig oplevelse.«
Hvordan det siden gik, må han ikke afsløre. Han er selv spændt på at se, hvordan hans måneder i paradiset bliver klippet sammen, når programmet rammer skærmen, men han er rolig ved det. »Jeg synes selv, de har været ordentlige og respektfulde. Jeg kan se mig selv i øjnene, og jeg har ikke nogen forklaringsproblemer over for nogen,« siger han.
Indtil da venter hverdagen i IT-afdelingen. Med alarmer, notifikationer og røde skilte. Og med vished om, at et sted derude findes et mørke, hvor man kan se Mælkevejen.
Liberal Alliances byrådsmedlem i Fredericia, Christian Jørgensen, melder sig nu i debatten om en tredje Lillebæltsforbindelse med et krav om viden. Han vil se analyser af støjen, af ekspropriationerne og af konsekvenserne for erhvervslivet, før han og partiet tager stilling, og han advarer mod argumenter, der lyder for godt til at være sandt.
Debatten om en tredje forbindelse over Lillebælt har efterhånden stået på det meste af sommeren i AVISEN spalter. Direktør Klaus G. Andersen fra Fredericia Shipping åbnede den med en advarsel mod et projekt, han kalder uigennemtænkt. Borgmestrene Peder Tind og Anders Møllegård svarede med trængselsprognoser og opfordringer til handling, den konservative gruppeformand Tommy Rachlitz Nielsen så i broen en løftestang for at få løst støjproblemerne, mens Susanne Eilersen forlangte dokumentation, og Malene Søgaard-Andersen fra SF hellere ville have tog og busser. I Bruxelles arbejder komitéformanden Niels Flemming Hansen imens på at få den strategiske analyse tilbage på bordet i Transportministeriet, hvor den har ligget stille siden 2024.
Ind i den samtale træder nu Christian Jørgensen, og han begynder et andet sted end de fleste. Han begynder med støjen, som han gik til valg på.
»Jeg gik personligt til valg på, at der skulle kigges seriøst på støjudfordringerne i Fredericia Kommune, hvor flere lokalområder er voldsomt belastede. Der er Snoghøj-området, der er Taulov-området, og der er også andre områder i kommunen,« siger han.
Støjen er i hans øjne bagsiden af den mønt, byen lever af. Fredericia ligger, hvor landet mødes, godset samles, og lastbilerne kører, og den placering har gjort byen driftig og velhavende. Den har også gjort den larmende.
»Der er ikke nogen snuptagsløsninger, for vi er en centralt beliggende logistik- og transportkommune, og det er noget af det, der gør, at vi er den driftige by, vi er. Men hvis vi samtidig vil være en attraktiv bosætningskommune og have gode skatteydere hertil, så er vi nødt til at tage de her store udfordringer seriøst og kigge på, om der kan gøres noget på sigt. Det kan ikke nytte noget, at det bare er noget, man siger i skåltaler,« siger Christian Jørgensen.
Blandt broens fortalere er det blevet fremført, at en ny forbindelse vil udløse nutidens skrappere støjkrav og dermed ende med at give naboerne mindre støj, end de har i dag. Det er den slags ræsonnementer, der får den liberale af et langt liv i erhvervslivet til at spidse ører.
»Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det, som lyder for godt til at være sandt, er sjældent helt sandt. Det er min erfaring gennem et langt liv. Så det skal valideres. Kommer der en forbindelse, hvordan bliver støjtrykket så,« siger han.
Hans regnestykke rummer flere poster end decibel. En bro lander ikke i et tomt landskab; den lander i Snoghøj og Erritsø, hvor husene ligger tæt, og hvor Klaus G. Andersen allerede har advaret om, at usikkerheden i sig selv kan sætte hushandlerne i stå.
»En ting er støjen. Noget andet er, hvor mange boligejere der bliver berørt ude i området og kan risikere en ekspropriation, fordi der skal komme en broforbindelse mere. Og hvilke konsekvenser har det for bosætningen i et af vores mest attraktive områder i kommunen? Det skal også ind i ligningen,« siger Christian Jørgensen.
Også erhvervsargumentet vil han have vendt om og undersøgt fra begge sider. Han har noteret sig, at dele af det lokale erhvervsliv, herunder folk fra transportsektoren, klarer sig fint uden udsigt til en ny forbindelse.
»Hvad bliver konsekvensen for vores erhvervsliv i Fredericia Kommune, hvis vi får forbindelsen? Og hvad bliver konsekvensen, hvis vi ikke får den, og der måske kommer en forbindelse et andet sted? Når vi har al den faktuelle viden, så er der et oplyst grundlag at stå på, og det oplyste grundlag føler jeg ikke, at vi som lokalpolitikere har fået endnu,« siger han.
Dermed placerer han sig i det midterfelt, hvor også Susanne Eilersen står, mellem komitéens overbevisning og modstandernes skyttegrave.
»Der sidder nogle gode mennesker i Lillebæltskomitéen, som har en holdning og har sat sig i spidsen for, at det skal være sådan her. Og tilsvarende er der måske også nogen, der har gravet sig ned i en skyttegrav og sagt, at nok er nok. Der står jeg i midten og siger, at jeg simpelthen vil have noget mere faktuel og ordentlig viden, inden jeg og Liberal Alliance tager endelig stilling. Jeg står på fornuftens grund, som jeg altid gør,« siger Christian Jørgensen.
Transportsektoren kender han fra flere vinkler end byrådssalens. Christian Jørgensen sidder i bestyrelsen for havneselskabet ADP A/S og for Billund Lufthavn, og han følger derfor på nært hold de godsstrømme og passagertal, som hele diskussionen i sidste ende handler om. Den viden, han efterlyser, findes i dag kun i udkast; den strategiske analyse af en tredje Lillebæltsforbindelse blev sat på pause i 2024, og så længe den ligger stille, må byrådspolitikerne i Fredericia mene noget om en bro, ingen har regnet færdig.
KRIMI. En beboer på Lavendelvej i Kolding må se sig om efter en ny cykel, efter et skur på adressen blev brudt op henover weekenden.
Indbruddet er sket i tidsrummet fra søndag klokken 21 til mandag morgen. En rude ind til skuret blev knust, hvorefter gerningsmanden kunne stikke hånden ind og på den måde komme ind i skuret. Herfra forsvandt en mountainbike af mærket Epic Expert til en værdi af 15.000 kroner.
Politiet bemærker, at indbruddet minder om et andet skurindbrud i Goldbækparken i Kolding, hvor fremgangsmåden var den samme, og hvor der ligeledes blev stjålet en dyr cykel. Politiet hører derfor gerne fra borgere, der har oplysninger eller overvågningsoptagelser fra weekenden, som kan have fanget en person på eller med en cykel i området.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 5.8 kl. 9.00 af politikommissær Hans Hoffensetz.
KRIMI. Et skur i Goldbækparken i Kolding har haft ubudne gæster, og tyven gik målrettet efter en kostbar cykel.
Indbruddet er sket i tidsrummet fra mandag klokken 18 til tirsdag morgen klokken 7.15. Her blev en rude ind til skuret knust, så gerningsmanden kunne stikke hånden ind, nå det indvendige greb og på den måde skaffe sig adgang. Udbyttet blev en cykel af mærket Specialized til en værdi af 40.000 kroner.
Politiet hører gerne fra borgere, der kan bidrage med oplysninger. Mange har i dag overvågningskameraer, der dækker indkørsler og veje, og optagelser fra mandag til tirsdag kan have fanget en person på eller med en cykel i området.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 5.8 kl. 9.00 af politikommissær Hans Hoffensetz.
BUSINESS. Morgenen den 11. november lignede alle de andre. Sara Beadle Kops mødte ind på arbejde i Panayotis på Banegårdspladsen i Vejle, som hun havde gjort det i snart otte år, sammen med kollegerne, der for længst var blevet mere end kolleger. Nøglen i låsen, lyset tændt, klar til dagens brude og konfirmander. Men den morgen blev butikken aldrig åbnet.
»Vi var alle mødt ind og skulle til at åbne butikken, da vi i stedet blev mødt af kurator, som sagde, at vi skulle lukke, gå hjem og aflevere vores nøgler. Så stod vi lige pludselig uden arbejde,« fortæller hun.
På Banegårdspladsen 4 i Vejle fik Sara Beadle Kops nøglerne den 21. november, ti dage efter at kurator havde lukket butikken. I dag drives Panayotis, House of Dreams, videre fra adressen.
Beskeden var lige så kort, som dens rækkevidde var lang. Et af landets ældste og mest kendte brudekjolehuse var gået konkurs efter snart 57 år, og alt det, der udgør sådan et hus, standsede på én gang. Kjolerne hang stadig på stængerne bag de låste døre, brude med aftaler måtte ringes op, og medarbejderne gik hver til sit uden at vide, om de nogensinde skulle tilbage. For den dengang 26-årige medarbejder fulgte ti døgn, der i erindringen fylder langt mere, end kalenderen siger. »Det er vildt at tænke på, at det kun var ti dage. Når jeg ser tilbage, føles det som en evighed. Vi vidste ikke, hvad der skulle ske med os, med hinanden eller med virksomheden,« siger hun.
Men mens uvisheden stod på, begyndte telefonen at ringe. Flere interesserede ville byde på konkursboet og kontaktede den unge medarbejder, der kendte huset indefra, kunderne, kollektionerne, hverdagen bag prøverummenes forhæng, og hun tog samtalerne, den ene efter den anden, med folk, der alle sammen så en forretning i det, hun så som sit arbejdsliv. Et sted i de samtaler voksede den tanke frem, der skulle ændre alting. Hvorfor ikke selv? Sara Beadle Kops endte med at gå sammen med en investor og sin far om at byde på Panayotis, og så fulgte dage, hvor budrunderne gik frem og tilbage, mens hun ventede på en afgørelse, der lige så godt kunne falde ud til fremmede. Beskeden kom en aften klokken 21. »Vi fik at vide, at vi havde vundet, og at jeg dagen efter kunne møde ind på Banegårdspladsen 4 i Vejle og få nøglerne. Så var det mit. Der gik mindre end ti timer, og så stod jeg i butikken og tænkte: Hold da op, så er det nu,« fortæller hun.
Nøglerne, hun havde afleveret ti dage forinden, var tilbage i hendes hånd. Nu som ejerens.
Den 21. november genåbnede Panayotis under navnet Panayotis, House of Dreams, med butikker i både Vejle og Kgs. Lyngby og med Sara Beadle Kops som medejer og direktør. Ti dage tidligere var hun ansat i et hus, der ikke længere fandtes, nu stod hun i spidsen for det, og den slags forløb ville de fleste behøve betænkningstid til, en nats søvn, et regneark, en runde med banken. Deraf det nærliggende spørgsmål om, hvor en 26-årig henter modet til at købe et konkursbo. Svaret er, at det aldrig nåede at blive et spørgsmål. »Jeg tror ikke, jeg nåede at overveje, om jeg havde modet. Jeg kunne bare mærke, at det var det rigtige at gøre, både for mig selv, for mine kolleger og for virksomheden. Jeg har været her i snart otte år, så det føles som mit lille hjertebarn. Jeg er nærmest vokset op sammen med virksomheden,« siger hun.
»Det føles som mit lille hjertebarn.« Sara Beadle Kops har været i Panayotis i snart otte år, i dag som medejer og direktør for det genåbnede brudekjolehus.
Otte år er lang tid i et arbejdsliv, der endnu kun tæller få flere, og regnestykket fortæller sit eget. Sara Beadle Kops har tilbragt næsten en tredjedel af sit liv mellem husets kjoler. Alligevel er det ikke anciennitet, hun selv peger på, når forudsætningen for springet skal gøres op. Det er menneskene omkring hende. »Havde de ikke været der, tror jeg slet ikke, jeg havde turdet. Men de stod klar og sagde: Hvis du overtager det her, så er vi klar. Så giver vi den gas sammen.«
Dermed var redningsaktionen i gang, og navnet skulle vise sig at være mere end en talemåde. De første måneder handlede mindre om brudekjoler og mere om oprydning, for den gamle virksomheds konkurs havde efterladt kunder og forpligtelser i klemme, bestilte kjoler, indbetalte penge, aftaler, der pludselig ingen modtager havde, og selvom regningen var den gamle virksomheds, var det den nye, der stod med opgaven, hvis navnet skulle kunne bære videre. »Tilbage i november og december var der en masse ildebrande, der skulle slukkes efter den gamle virksomhed, hvor mange kunder var kommet i klemme. Det var virkelig en redningsaktion, og vi vidste ikke, hvilken vej det ville gå. Men alle mødte op hver dag, kæmpede og gjorde deres bedste,« fortæller hun.
Ved årsskiftet vendte det. Ildebrandene var slukket, hverdagen begyndte at ligne sig selv igen med brude i prøverummene frem for brandslukning, og ude i butikkerne viste det sig, at konkursen ikke havde slidt på det, der er sværest at bygge op og lettest at miste, kundernes tillid. Den havde tilsyneladende ligget og ventet på, at dørene gik op igen. »Kunderne, der kom ind, var glade for, at Panayotis var tilbage. De havde altid tænkt, at når de skulle giftes, skulle det være i en Panayotis-kjole. Man kunne virkelig mærke loyaliteten og værdien i brandet,« siger Sara Beadle Kops.
Brudekjoler, konfirmationskjoler og husets eget skrædderi er kerneforretningen, alt andet er skåret fra. Fra efterårets 2027-kollektion satser huset på dyrere kjoler i bedre materialer og egne private label-produktioner.
Genstarten gav samtidig en mulighed, etablerede virksomheder sjældent får, chancen for at vende hver eneste beslutning fra bunden. Intet var arvet, intet var vanens magt, alt skulle vælges til på ny, og den nye ledelse gennemgik proces for proces med de samme tre spørgsmål. Kunne det gøres smartere, kunne det gøres hurtigere, og kunne de selv? Alt uden for kerneforretningen, brudekjoler, konfirmationskjoler og skrædderiet, blev skåret fra, festkjoler og bryllupsplanlægning inklusive, og sparekniven arbejder helt nede i detaljen, hvor direktørtitlen ingen fritagelser giver. »Vi har valgt ikke at betale for et rengøringsfirma. Nu gør vi selv rent, og jeg står også selv og skrubber toiletter. Det er der ingen, der er for fine til her,« fortæller direktøren med et smil.
Også kulturen har fået en anden grundtone. Organisationen er fladere end før, medarbejderne arbejder under frihed under ansvar, og målestokken for en god dag er flyttet fra bundlinjen til noget, der er sværere at sætte i et regneark. »Vi er slet ikke så salgs- og talfokuserede, som virksomheden var før. Nu handler det om, at vi er glade for at gå på arbejde, og at kunderne får en virkelig god oplevelse. Så har det vist sig, at resten følger med. Ikke en masse tal, budgetter og mål, vi skal nå. Vi går glade på arbejde, gør vores bedste, og det har vist sig at være mere end godt nok,« forklarer hun.
Filosofien har en oplagt medspiller i selve varen. Sara Beadle Kops kom selv fra fem år i Bestseller, inden hun landede mellem brudekjolerne, og forskellen på at sælge tøj og at finde drømmekjolen er ifølge hende ikke til at tage fejl af. »Det er noget helt særligt at få lov til at hjælpe kunderne med en af de største dage i deres liv, både brudene og konfirmanderne. Man lægger lidt af sin sjæl i det. Man kan simpelthen ikke lade være med at leve sig ind i det. Det er så magisk og bekræftende at være en del af, og det tror jeg, vi alle sammen kan skrive under på. Det er så fangende, at vi ikke kan slippe det igen,« fortæller hun.
Panayotis driver også butik i Kgs. Lyngby, hvor huset har haft adresse i snart to år. Modtagelsen har været god, men konkurrenterne er ifølge direktøren flere på den kant af landet.
Otte måneder efter genåbningen peger pilene fremad, og planerne rækker længere end til at holde skruen i vandet. Sommeren er traditionelt branchens stille tid, kjolerne er købt, og bryllupperne står på, men den er nu vel overstået med resultater, direktøren selv kalder super gode, og blikket er rettet mod efteråret. Fra 2027-kollektionen er der købt dyrere kjoler i bedre materialer, en del af sortimentet syes fremover som egne private label-produktioner hos husets egen skrædder, og hver brud får fortsat to timer med bobler og snacks, når drømmekjolen skal findes, alt sammen led i en bevidst kurs mod det mere eksklusive, der skal matche de to butikker og den service, der følger med. »Det, man får hos Panayotis, kan man ikke få andre steder, og man kan mærke, hvad man betaler for. Jeg håber også, at vi får lov til at indtage endnu større dele af Danmark,« siger Sara Beadle Kops.
Ambitionen har allerede sit første prøvestykke. Butikken i Kgs. Lyngby har snart to år på bagen, og selvom modtagelsen har været god, er direktøren ærlig om, at der stadig er vej at gå på en kant af landet med langt flere konkurrenter og mange om buddet.
Den slags udfordringer ligger dog et stykke ude i fremtiden. Ser hun i stedet tilbage på de otte måneder, der er gået, fra kurator på dørtrinnet til en virksomhed i vækst, er det hverken kollektioner, konkurrenter eller kloge beslutninger, der står øverst, når læren skal gøres op. Det gør noget andet. »Menneskene i virksomheden er fuldstændig altafgørende. Havde det været nogle andre medarbejdere, som ikke var lige så engagerede eller ikke havde hjertet med, var vi ikke nået hertil. Det er på grund af mine dygtige kolleger, at vi står, hvor vi gør i dag,« siger hun.
Butikken i Kgs. Lyngby er husets yngste med snart to år på bagen, og den eksklusive kurs med bedre materialer og egne produktioner gælder begge adresser.
Og til andre, der står over for et spring, der virker for stort, er rådet lige så enkelt, som det var stort den novemberaften klokken 21. »Gå med mavefornemmelsen. Vi er ikke altid så gode til at lytte til den og ender i stedet med at tænke en masse rationelle og logiske tanker. En af dem, der stod mig nær, spurgte: ‘Sara, hvad er det værste, der kan ske?’ Det værste var jo, at det ikke lykkedes, og virksomheden var allerede lukket. Så hvor slemt var det egentlig? Hvis noget føles rigtigt, og man har gode mennesker omkring sig, så spring ud i det,« slutter Sara Beadle Kops.
Hun sprang selv. Og på Banegårdspladsen i Vejle hænger kjolerne igen klar til dagens brude og konfirmander, bag en dør, der bliver låst op hver morgen.
TRAFIK. Bilister på Sønderjyske Motorvej skal fra uge 34 væbne sig med tålmodighed. Frakørsel 63 Bramdrupdam i sydgående retning bliver nemlig spærret i cirka 20 dage, oplyser Vejdirektoratet.
Trafikken ledes i stedet via en skiltet omkørsel gennem til- og frakørsel 62, og der må forventes øget trafik på de omkringliggende kommunale veje.
For at få trafikken til at glide bedst muligt samarbejder Vejdirektoratet med Kolding Kommune om blandt andet justeringer af trafiksignalerne på omkørselsruten, så der bliver længere grønt i signalanlæggene på Højvangen og Vejlevej.
Spærringen er dog ikke det eneste arbejde, trafikanterne kommer til at mærke. Mellem uge 34 og 37 skal der desuden arbejdes på motorvejen under broen for Vejlevej, hvor der skal laves afvanding og vejudvidelse. Det arbejde udføres i aften- og nattetimerne, hvor en af vognbanerne i sydgående retning bliver inddraget. Alle tre vognbaner forventes derfor at være åbne i dagtimerne, som de er nu.
Arbejdet sker som led i udbygningen af Sønderjyske Motorvej ved Kolding på E45/E20.
»Vi er meget opmærksomme på de gener, arbejdet kan medføre, og følger trafikken tæt gennem hele perioden,« lyder det fra Vejdirektoratet, der oplyser, at der bliver udsendt en pressemeddelelse og et nyhedsbrev, når arbejdet under Vejlevej-broen nærmer sig.
På tre døgn krydsede op mod 60.000 mennesker ind i Ceuta, og mindst 72 omkom undervejs. Bag den største massemigration i eksklavens historie ligger hundrede års lære, som Marokko behersker bedre end nogen anden af Europas naboer. Pres på dette punkt virker.
Tallene er svære at fatte for en by på størrelse med Vejle. Fra onsdag morgen til fredag aften krydsede mellem 50.000 og 60.000 mennesker ind i Ceuta, den spanske eksklave på Afrikas nordkyst med 84.000 indbyggere. De fleste kom fra søsiden, svømmende eller i småbåde uden om hegnet. Andre pressede sig gennem grænseovergangene i så tætte klynger, at vagterne blev løbet over ende, og nogle forsøgte at klatre over bølgebryderen, der bærer hegnet ud i strædet. Mindst 72 mennesker omkom. Nogle druknede, andre blev mast mod stenene. Blandt de døde var en ung marokkansk fodboldspiller fra Tetouan, Faten Ben Amar El Azizi, der ifølge sin klub hverken søgte berømmelse eller eventyr, kun et liv på den anden side.
135 divisionskampe som 23-årig og en fireårig kontrakt i baglommen. Casper Jørgensen ankommer som sommerens mest rutinerede tilgang til en trup, der stillede med kun 16 mand på holdkortet i premieren, og timingen er alt andet end tilfældig.
SPORT. Der er kommet forstærkning til jagten på en hurtig Superliga-retur. FC Fredericia har købt den 23-årige midtbanespiller Casper Jørgensen i naboklubben Kolding IF, hvor han har spillet siden sommeren 2024, og udstyret ham med en fireårig kontrakt. Han indgår i truppen med øjeblikkelig virkning.
Casper Jørgensen kom til Kolding fra HB Køge og havde allerede inden det skifte rundet mere end 100 kampe på divisionsniveau, og hos FC Fredericia har rekrutteringschef Oliver Fredsted fulgt ham længe. »Vi er rigtig glade for, at Casper har valgt FC Fredericia. Det er en spiller, vi har fulgt tæt, og som gennem flere sæsoner har vist et stabilt og højt niveau i rækken. Han kommer med stor erfaring, selvom han fortsat kun er 23 år,« siger Oliver Fredsted og folder profilen ud. »Casper har en enorm arbejdsradius og en naturlig intensitet i sit spil. Han dækker store områder, er stærk i presspillet og bidrager samtidig med kvalitet på bolden. Han er modig, søger fremad og har evnen til både at skabe og afslutte angreb. Vi ser ham som en spiller, der passer rigtig godt ind i den måde, vi ønsker at spille på. Han tilfører både kvalitet, konkurrence og nogle egenskaber, som vil gøre os stærkere.«
For Casper Jørgensen selv har klubbens plan med ham været afgørende, men skiftet har også en personlig tråd. I omklædningsrummet venter William Madsen, som han har kendt, siden de var små. »Jeg har haft nogle gode samtaler med klubben, hvor der fra begyndelsen har været en tydelig plan for, hvordan man ser mig passe ind på holdet. Det har givet mig en rigtig god fornemmelse,« siger Casper Jørgensen. »Jeg kender samtidig klubben indgående gennem min barndomskammerat og tidligere holdkammerat William Madsen. Han har fortalt mig meget positivt om både klubben, spillergruppen og hverdagen i Fredericia, og det har kun bekræftet mig i, at det her er det rigtige skifte. Jeg glæder mig til at spille sammen med ham igen.«
Den nye mand lægger op til at betale tilliden tilbage fra første fløjt. »FC Fredericia er en ambitiøs klub, og spillestilen passer rigtig godt til mine kvaliteter. Jeg kommer til at give alt for klubben, og jeg ser meget frem til at trække den røde trøje over hovedet og spille foran fansene på Monjasa Park,« siger Casper Jørgensen.
Dermed fortsætter sommerens ombygning af truppen efter nedrykningen.
KRIMI. En bilejer på Skovbrynet i Vamdrup fik en ærgerlig start på søndagen. I løbet af natten havde en tyv nemlig været forbi den grå BMW, der holdt parkeret, og da ejeren igen skulle bruge bilen, manglede der noget.
Det oplyste Søren Pedersen fra Sydøstjyllands Politi ved pressebriefingen.
Tyven behøvede hverken at knuse ruder eller bryde låse op, for bilen var ikke låst. Fra bilen forsvandt en brun læderpung, der indeholdt 1.000 kroner i kontanter, et kørekort og et Visa Dankort.
Ifølge politiet er tyveriet sket i tidsrummet fra lørdag klokken 23.55 til søndag klokken 01.00.
KULTUR. Til daglig lever Thomas Pap Goltermann i en verden af notifikationer. Den 47-årige fredericianer sidder i en IT-afdeling, hvor skærmene blinker med røde...
TRAFIK. Bilister på Sønderjyske Motorvej skal fra uge 34 væbne sig med tålmodighed. Frakørsel 63 Bramdrupdam i sydgående retning bliver nemlig spærret i cirka...
135 divisionskampe som 23-årig og en fireårig kontrakt i baglommen. Casper Jørgensen ankommer som sommerens mest rutinerede tilgang til en trup, der stillede med...
SPORT. Der er kommet forstærkning til jagten på en hurtig Superliga-retur. FC Fredericia har købt den 23-årige midtbanespiller Casper Jørgensen i naboklubben Kolding IF,...
