SPORT. Når DIF DM-ugen til sommer vender tilbage til Herning, bliver det med både fødselsdag og rekord i bagagen. Eventet fejrer femårsjubilæum og kan samtidig præsentere det mest omfattende program til dato med danmarksmesterskaber i 47 forskellige sportsgrene.
Det betyder, at publikum i løbet af ugen kan opleve konkurrencer i mere end 80 discipliner, og samlet set bliver der kåret omkring 135 danmarksmestre. Dermed bliver jubilæumsudgaven den hidtil mest alsidige udgave af hele Danmarks medaljefest.
Siden den første DM-uge i 2022 har ambitionen været at samle mesterskaber på tværs af idrætsgrene og skabe nye rammer for, hvordan sport opleves. Ifølge Danmarks Idrætsforbund har netop nærheden mellem publikum og atleter været en bærende idé. DIF’s formand Hans Natorp siger »Vores ønske har været, at DIF DM-ugen skal være et sted, hvor publikum kommer helt tæt på konkurrencerne, mærker stemningen og opdager sportsgrene og atleter, man måske ikke kendte i forvejen.«
Han peger samtidig på, at den store opbakning fra publikum også forpligter. »Men den varme modtagelse vi har fået af danskerne, forpligter og derfor kommer vi også til fortsat at udvikle DM-ugen i de kommende år.«
Herning er igen værtsby for eventet, og kommunen ser frem til at byde både atleter og tilskuere velkommen. Borgmester Dorte West forventer, at stemningen fra sidst gentager sig. Hun siger »Da vi havde besøg af DM-ugen for halvandet år siden, var det en stor folkefest, og jeg har store forventninger til, at det vil gentage sig i år.«
Programmet byder både på velkendte sportsgrene som cykling, beachvolley og dans samt en række debutanter. Blandt de nye navne på DM-ugens scene er baseball5, floorball i både 3 mod 3 og paraudgave, fægtning, aquabike, esport og kunstsvømning. Samtidig bliver der også gensyn med blandt andet judo, triatlon og scoot.
Hvordan byens rum helt konkret bliver taget i brug under DM-ugen, bliver først offentliggjort tættere på afviklingen. Bag arrangementet står Danmarks Idrætsforbund i samarbejde med specialforbundene, frivillige, værtsbyen Herning og Danmarks Radio.










