Kolding Avisen

Nyheder og indsigt fra Kolding.

koldingavisen.dk › Sport

Mads Aarestrup bliver fast direktør i KIF Kolding

Foto: KIF Kolding

Mads Aarestrup bliver fast direktør i KIF Kolding

SPORT. KIF Kolding har fundet sin nye direktør for KIF Håndbold Elite i egne rækker. Mads Aarestrup, der er 52 år, har været konstitueret direktør siden sommerferien og overtager nu posten permanent med virkning fra i dag.

Mads Aarestrup har i flere år været tæt knyttet til klubben, blandt andet som tidligere formand. Ifølge KIF Kolding kommer han med et indgående kendskab til organisationen, stærke lokale relationer og en kommerciel baggrund. Klubben arbejder ifølge eget udsagn på at styrke organisationen, sikre en sund økonomi og skabe gode rammer for både den sportslige og den kommercielle udvikling.

Bestyrelsesformand Kim Møller Jensen siger, at perioden som konstitueret direktør har vist, at løsningen fungerer for begge parter. »Vi har i bestyrelsen oplevet at Mads lever op til vores mål om at have styr på økonomien, og sikre at KIF Kolding er et godt sted for alle,« siger han.

KIF 2.jpg

Han peger også på Mads Aarestrups netværk som afgørende for valget. »Mads har et godt netværk i og omkring klubben, nogle stærke langvarige relationer til både frivillige, trænere, tilskuere, sponsorer og alle øvrige samarbejdspartnere til klubben, det har netop været ekstremt vigtigt for os i udvælgelsen af vores nye permanente direktør,« siger Kim Møller Jensen.

Mads Aarestrup kalder det noget helt særligt at stå i spidsen for klubben. »KIF Kolding har været en stor del af mit liv, og derfor betyder det selvfølgelig også noget helt særligt at få muligheden for at stå i spidsen for klubben,« siger han.

Han fortæller, at han de seneste måneder har fået et større indblik i både muligheder og udfordringer. »Nu handler det om at holde momentum. Den igangsatte strategi for arbejdsmiljø og økonomi kræver hårdt arbejde hver eneste dag,« siger Mads Aarestrup.

Kim Møller Jensen fortsætter som bestyrelsesformand i KIF Håndbold Elite. Han overtog tidligere formandsposten efter Mads Aarestrup.

Del artiklen

Læs også

Han er professionel håndboldspiller og fransk mester i æggekast: Mød Cornelius KraghKIF Kolding åbner Sydbank Arena for parasport før ligakampSkjern løb fra KIF efter pausenSimon Sejr er ny målmand i KIF Kolding