Kolding Avisen

Nyheder og indsigt fra Kolding.

← koldingavisen.dk

Dan Kirkel er ny formand for HK Privat Sydjylland

Dan Kirkel er ny formand for HK Privat Sydjylland

Dan Kirkel blev på en ekstraordinær generalforsamling mandag valgt som ny formand for HK Privat Sydjylland

HK Privat Sydjyllands nye formand hedder Dan Kirkel. Det blev besluttet på en ekstraordinær generalforsamling mandag den 13. november i Kolding. Den ekstraordinære generalforsamling var begæret af et flertal i HK Privat Sydjyllands bestyrelse.

Udover Dan Kirkel stillede også Tina Bopp Tygesen, der er medlem af HK Privat Sydjyllands bestyrelse, og den nu tidligere formand Julie Bæk Krogh op til formandsposten.

Dan Kirkel vandt afstemningen med 76 ud af i alt 133 afgivne stemmer. Han fokuserede i sin tale bl.a. på medlemsrettede goder i HK’s overenskomster, som den nye formand mener er vejen frem for fagforeningen.

”Jeg mener, at alt, vi foretager os i HK, skal være med fuldt fokus på vores medlemmer. Det vil jeg arbejde benhårdt for, hvis I vælger mig som formand for HK Privat Sydjylland,” sagde han bl.a. i sin tale.

Dan Kirkel er 44 år og fra Horsens. Han er uddannet grafisk trykker og har været fagligt aktiv gennem hele sit arbejdsliv. Siden 2006 har han været ansat som faglig konsulent i HK Sydjylland. Privat er han gift og har to børn.

Læs også

Efter elleve år i udlandet er Stine Bjerre flyttet hjem: »Vi er sådan lidt høje på det lige nu«Tidligere ADP-chef fra Fredericia bliver juridisk topchef i STARKCarsten fik medalje for mere end 40 år i forsyningenSimone de Lemos bliver ny Social- og Handicapchef i Kolding Kommune