KRIMI. Mandag eftermiddag klokken 16.20 skete der et færdselsuheld på Koldingvej i Vamdrup, hvor i alt fire biler blev involveret.
En personbil kom kørende i østgående retning ad Koldingvej i en hastighed på cirka 70 kilometer i timen. Et stykke fremme holdt en anden bil stille på vejen. Føreren af den første bil nåede ikke at standse og påkørte den holdende bil bagfra.
Sammenstødet satte en kædereaktion i gang. Den påkørte bil blev skubbet frem i en tredje bil, som derefter blev skubbet op i en fjerde.
Der er sket materielle skader på de tre forreste biler. Ingen personer kom til skade ved uheldet.
Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.










