KRIMI. Sydøstjyllands Politi har modtaget flere anmeldelser om mistænkelige henvendelser, hvor udenlandske personer har forsøgt at sælge eller pådutte folk gule smykker, der formentlig er falske. Politiet advarer nu borgere mod at lade sig narre.

Tirsdag formiddag klokken 10.44 kom der en anmeldelse fra rastepladsen ved Østjyske Motorvej ved Kolding Syd i nordgående retning. Her havde en udenlandsk mand henvendt sig til en bilist med guldringe. Anmelderen afviste manden, og der skete ikke yderligere. Manden kørte i en sort Mercedes med udenlandske nummerplader og beskrives som østeuropæisk af udseende.

Senere modtog politiet endnu en anmeldelse fra Bramdrupdam ved Vejlevej. Her var en bilist, der var kørt fra motorvejen, blevet antastet af en mand i en Mercedes, som ville have penge ud af anmelderen. Manden var påtrængende, men der skete ikke nogen overtrædelse. Det kan være den samme person som ved Kolding Syd, men signalementet er anderledes. Manden ved Bramdrupdam beskrives som en mand af arabisk udseende, 170 til 175 centimeter høj og iført habit med skjorte og slips.

Politiet har tidligere fået lignende anmeldelser fra blandt andet Skærup, og søndag blev en 88-årig kvinde i Fredericia frataget sin guldhalskæde af en udenlandsk kvinde, der havde insisteret på at lade hende prøve smykker.

Det er en gerningstype, politiet typisk ser i sommermånederne, og Sydøstjyllands Politi opfordrer borgere til ikke at lade sig narre eller pådutte smykker eller andre genstande af fremmede.

Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.