BØRN. Kvaliteten i Kolding Kommunes dagtilbud holder niveauet, og børnene selv giver udtryk for, at de har det godt. Det viser den seneste kortlægning af kvaliteten i kommunens dagpleje, vuggestuer og børnehaver, som blev gennemført i efteråret 2025.
Undersøgelsen, der går under navnet T6, bygger på besvarelser fra børn, forældre og medarbejdere og er lavet i samarbejde med forskere fra Aalborg Universitet og Universitetet i Innlandet i Norge. Resultaterne tegner et billede af en sektor, hvor trivslen er stabil, det pædagogiske arbejde bærer frugt – men hvor forældrenes tilfredshed har fået et lille knæk.
Tryghed og venskaber i højsædet
Børnene oplever ifølge deres egne vurderinger en hverdag med tryghed, gode relationer og stærke fællesskaber. Tallene på trivsel og relationer ligger stabilt højt og er stort set uændrede siden sidste måling.
Formanden for Børne-, Skole- og Familieudvalget, Iben Lehmann Rasmussen, glæder sig over tallene.
»Det er meget positivt, at børnene selv fortæller, at de trives og oplever gode relationer. For små børn er tryghed, leg og venskaber ikke bare noget hyggeligt ved siden af – det er selve fundamentet for, at de kan udvikle sig«, siger hun og tilføjer, at de gode resultater ikke kommer af sig selv.
»De kommer af dygtige medarbejdere, stærke ledelser og et dedikeret fokus på at løfte kvaliteten i vores dagtilbud. Det handler om børnene – og børn skal mødes ordentligt, tidligt og hver dag«, siger Iben Lehmann Rasmussen.
Fremgang på flere fronter
Medarbejderne i dagtilbuddene vurderer, at der er sket en tydelig fremgang inden for børnenes sociale færdigheder, kommunikation og sprog, motorik og adfærdsmæssige udvikling. Det er fremskridt, som dagtilbudschef i Kolding Kommune, Merete Lund Westergaard, hæfter sig ved.
»Vi ser en meget positiv udvikling i medarbejdernes vurdering af børnenes udvikling. Det vidner om et stærkt og målrettet pædagogisk arbejde i vores dagtilbud, hvor medarbejdere og ledere hver dag arbejder med at skabe gode læringsmiljøer for børnene«, siger hun.
Forskelle mellem tilbud og en kølig forældredom
Kortlægningen viser dog også, at kvaliteten ikke er ensartet på tværs af de enkelte dagtilbud. Det er en forskel, som ifølge dagtilbudschefen er vigtig at få indsnævret, så alle tilbud kan måle sig på et højt niveau.
Samtidig er forældrenes tilfredshed faldet en smule siden sidste måling. Det gælder særligt på områder som information, aktiviteter og den samlede tilfredshed. Trods nedgangen ligger forældretilfredsheden dog stadig markant over niveauet fra projektets start i 2016.
Resultaterne fra T6 skal nu bruges i det videre kvalitetsarbejde, blandt andet gennem indsatsen »Stærke Børnefællesskaber«, hvor målet er, at alle børn har venner og er med i legen.
Forskere peger på Kolding som forbillede
Forsker Line Skov Hansen fra Aalborg Universitet fremhæver Koldings arbejde som et eksempel til efterfølgelse.
»Dagtilbuddene og forvaltningen i Kolding har gennem en fælles og vedholdende indsats formået at arbejde systematisk med kvalitet – og med dokumenterede, gode resultater. Indsatsen er afgørende for børnenes trivsel og udvikling«, siger hun.
Hun peger på, at samarbejdet mellem praksis og forskning er en væsentlig styrke, og at erfaringerne fra Kolding har bredere relevans.
»Derfor er indsatsen i Kolding et vigtigt eksempel på, hvordan kommuner kan arbejde målrettet, langsigtet og datainformeret med kvalitet. Den type erfaringer er der behov for – ikke mindst i lyset af de nationale kvalitetsundersøgelser på dagtilbudsområdet, som viser betydelige variationer i kvaliteten«, siger Line Skov Hansen.










