KRIMI. Fredericia Kommune er den kommune i Trekantområdet, hvor udviklingen i indbrud er gået mest i den forkerte retning. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som organisationen Bo trygt har bearbejdet og offentliggjort.

I årets første kvartal blev der anmeldt 41 indbrud i private hjem i Fredericia, mod 17 i samme periode sidste år. Det svarer til en stigning på 141 procent og placerer Fredericia som en af de kommuner i regionen, der er hårdest ramt af den negative udvikling.

Til sammenligning oplever nabokommunerne Kolding og Vejle stigninger på henholdsvis 21 og 56 procent, mens Haderslev og Vejen faktisk går modsat med fald på 26 procent begge steder. Sønderborg skiller sig særligt positivt ud med et fald på hele 56 procent.

Landsplan og region

På landsplan er antallet af indbrud steget med seks procent i årets første kvartal til i alt 3.931 anmeldte tilfælde. I Syd- og Sønderjylland samlet set er stigningen på ti procent, altså lidt hårdere ramt end landsgennemsnittet. »Udviklingen viser, at vi ikke kan hvile på laurbærrene, men at der er brug for en konstant indsats med de værktøjer, vi ved, der virker. Vi skal blandt andet hver især gøre det svært for indbrudstyvene at komme ind i vores hjem, og samtidig skal vi dyrke det gode naboskab,« siger Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt.

Sådan holder du tyvene fra døren

Bo trygt opfordrer alle til at tage forholdsregler. Konkrete råd er at sætte sikringsbeslag på vinduer, særligt på husets bagside og i kælderplan, sætte hængelås på skure og sikre terrasse- og kælderdøre med en ordentlig lås.

Dertil anbefales det at koordinere ferieplaner med naboerne og holde øje med kvarteret, da uforudsigelighed og opmærksomme naboer er effektive midler mod indbrudstyve.