Socialdemokratiets folketingskandidat sparker lørdag valgkampen i gang på gaderne i Kolding – med roser og folkeskolepolitik i hænderne.

Kampagneholdet samles til morgenmad i partiets valgkontor på Østergade 1, inden de rykker ud for at møde vælgerne. Det er første valgkampsdag, og stemningen er forventningsfuld. Til lejligheden er der indkøbt 500 roser, som skal uddeles til forbipasserende – uanset hvad vejrudsigten måtte sige om lørdagens vejr i Kolding.

For Christian Rabjerg Madsen er det ikke en tilfældig start. Han ønsker at møde vælgerne direkte og tale om det, Socialdemokratiet går til valg på – herunder et markant løft af folkeskolen med færre elever i de mindste klasser.

»Det er altid en speciel dag, når vi samles om et folketingsvalg. Jeg glæder mig til at møde en masse mennesker og diskutere politik. Vi har blandt andet foreslået et markant løft af folkeskolen, hvor vi vil have langt færre elever i hver klasse for de mindste, så vi får mere tid og mere tryghed. Og så håber jeg, at der er efterspørgsel efter roserne igen,« siger Christian Rabjerg Madsen.