Politikerne taler om lederskab – men mange ender som budbringere for deres egne embedsmænd.
Der er valg om få uger. Men når man ser på, hvordan kommunerne faktisk fungerer, er det svært ikke at stille spørgsmålet:
Er det egentlig politikerne, der skal vælges – eller forvaltningerne, der skal bekræftes?
I by efter by gentager mønstret sig.
Politikerne lover forandring, men ender med at administrere.
Forvaltningerne skulle rådgive, men sætter i stedet retningen.
Og borgerne vænner sig langsomt til, at det vigtigste ikke er idéerne, men processerne.
Vi kalder det drift.
Men i virkeligheden er det magt.
Den stille magt
Forvaltningerne er rygraden i det lokale Danmark. De ved alt, de kan alt, og uden dem bryder alt sammen.
Men i flere kommuner – også her – har embedsværket fået så meget indflydelse, at demokratiet begynder at stå på tåspidser.
Beslutninger træffes ikke længere i politik, men i PowerPoint.
Svarene på borgernes spørgsmål leveres af afdelinger, ikke af mennesker.
Og det sprog, der skulle bygge bro, er blevet erstattet af formuleringer som:
“Der er ikke umiddelbart økonomisk råderum.”
“Vi anbefaler at afvente.”
Det lyder ansvarligt.
Men det føles magtesløst.
Når politikerne glemmer, hvorfor de blev valgt
Når man taler med politikerne, siger de én ting.
Når de har været forbi forvaltningen, siger de noget andet.
De finder nye forklaringer.
De får nye forbehold.
De glemmer, hvad borgerne fortalte dem.
De glemmer, hvad de selv lovede.
Og vigtigst af alt: De glemmer, hvem der egentlig valgte dem.
For de blev ikke valgt til at gentage, hvad embedsmændene siger.
De blev valgt til at lede – til at tænke, vælge og stå fast.
Forvaltning betyder, at man varetager noget på andres vegne.
Men i dag er rollerne byttet om.
Det er borgerne, der varetages – og forvaltningen, der bestemmer.
Den professionelle lydighed
Flere lokalpolitikere taler i dag som deres egne embedsmænd.
De citerer notater i stedet for værdier.
De frygter fejl mere, end de tør håbe på fremskridt.
Og forvaltningen belønner den adfærd.
Den, der roser, får indflydelse.
Den, der spørger, får stilhed.
Sådan bliver mod til lydighed, og politik til administration.
Demokratiets spejl
Forvaltningerne har ikke taget magten.
De har fået den.
Af politikere, der hellere vil være vellidte i systemet end tydelige for borgerne.
Af vælgere, der er blevet så trætte af kaos, at de foretrækker stabilitet frem for retning.
Og af medier, der hellere dækker drama end drift.
Men et demokrati uden uenighed bliver til rutine.
Og et byråd uden visioner bliver bare en dyr arbejdsplads.
Politikere skal ikke forvalte – de skal lede
Politik handler ikke om at sige, hvad der kan lade sig gøre.
Det handler om at sige, hvad der skal gøres – og derefter tage ansvaret for det.
Forvaltninger skal udføre, ikke opfinde.
De skal kvalificere, ikke beslutte.
Og de skal hjælpe med at gøre politik til virkelighed – ikke erstatte den.
Hvis ikke den balance genoprettes, vil dette valg, som så mange før det, blive endnu et forvaltningens valg.
Et valg, hvor kandidaterne siger alt det rigtige – og overlader styringen til systemet, når stemmerne er talt.
Så kører kommunen videre.
Med omtanke.
Med ordentlighed.
Og uden retning










