En 23-årig mand fra Kolding blev tirsdag eftermiddag udsat for en voldsom oplevelse, da han holdt parkeret på samkørselspladsen ved Kolding Syd. To mænd satte sig pludselig ind i hans bil, truede ham med kniv og tvang ham til at forlade køretøjet. Efterfølgende stak gerningsmændene af i bilen, som senere blev sporet til Fyn.
Politikommissær Hans Hoffensetz fra Patruljecenter Syd fortæller, at episoden blev anmeldt klokken 14.21.
– Den forurettede sidder i sin bil, da to mænd pludselig kommer hen til ham. Den ene truer ham med en kniv og siger, at de skal have hans bil. Han bliver tvunget til at stige ud, og de to mænd kører væk i bilen, siger Hoffensetz.
Den 23-årige mand kontaktede hurtigt politiet, som straks satte en eftersøgning i gang for at finde bilen og de to gerningsmænd.
Flugt til Fyn
Politiet fik hurtigt sporet den stjålne bil, en koksgrå Peugeot, der var på vej mod Fyn. Køretøjet blev standset af politiet, men kun én af gerningsmændene befandt sig stadig i bilen.
– Vi sporer bilen på vej mod Fyn, hvor det lykkes at få den standset. I bilen sidder en mand, mens den anden gerningsmand har forladt stedet, fortæller politikommisæren.
Politiet anholdt en 26-årig mand fra Fredericia, da bilen blev standset på Fyn. Han er nu sigtet for brugstyveri samt trusler mod livet.
Politiet efterlyser anden gerningsmand
Den anden gerningsmand er fortsat på fri fod, og politiet arbejder på at finde frem til vedkommende.
– Vi håber at kunne spore os frem til den anden gerningsmand, afslutter Hoffensetz.