Fra næste uge vil et nyt kødprodukt kunne findes på hylderne i Netto, Bilka og føtex. Det drejer sig om en blanding af hakket okse- og kyllingekød, der ifølge Salling Group kombinerer smag, konsistens og bæredygtighed.
Produktet, som bliver tilgængeligt i uge 3, er udviklet i samarbejde med den danske leverandør Hilton Foods og skal præsentere et alternativ til det traditionelle hakkede oksekød.
Prisen for en pakke på 400 gram starter ved 30 kroner. Nicolai Lykke, kategorichef for kød i Salling Group, siger i en pressemeddelelse:
– Vi glæder os altid til at præsentere vores kunder for nye produkter, men når der er tale om en vare, som vi er først med på markedet, er vi ekstra spændte. Nogle vil måske stille spørgsmål ved kombinationen af kylling og okse, men produktet er testet, og vi har kun fået positive tilbagemeldinger, hvor særligt smagen og konsistensen bliver fremhævet.
Mindre rødt kød, mere kylling
Fødevarestyrelsens officielle kostråd anbefaler, at danskerne reducerer deres indtag af rødt kød og i stedet vælger lyst kød som eksempelvis kylling. Det nye produkt adresserer disse anbefalinger ved at kombinere oksekød og kylling i en cirka 50/50-fordeling, hvilket ifølge Salling Group giver en betydelig reduktion i klimaaftrykket. Baseret på data fra Concito’s Store Klimadatabase oplyser Salling Group, at produktet reducerer CO2-udledningen med mindst 40 procent sammenlignet med almindeligt hakket oksekød.
– Når vi udvikler nye produkter, skal vi altid inspirere og gøre kunderne nysgerrige. Samtidig skal produktet appellere og adressere nogle af de ting, der fylder hos vores kunder, såsom ønsket om at spise mere efter de officielle kostråd. Med det nye kødprodukt tilbyder vi nu et velsmagende alternativ til det klassiske hakkede oksekød, som er manges favorit. Vi håber, at vi har skabt en ny klassiker i de danske køkkener, siger Nicolai Lykke.
Velegnet til hverdagsretter
Det nye blandingskød er velegnet til hverdagsretter som lasagne og kødsovs. Det minder om hakket oksekød med en fedtprocent på 8-12 procent, både hvad angår smag, udseende og spisekvalitet. For at sikre en korrekt tilberedning anbefales det, at kødet opvarmes til en kernetemperatur på mindst 75 grader.
Udover okse-kyllingeblandingen introducerer Salling Group også et andet innovativt produkt, hvor oksekød suppleres med 35 procent ærteprotein.
When someone writes ann artiicle he/she retzins the ppan off a uer inn his/her mind that how a user cann
understand it. Therefore that’s why this paragraph iss great.
Thanks!