De nylige sager på danske skoler, hvor elever har udøvet vold, trusler og seksuelle krænkelser, vækker dyb bekymring. Disse episoder, selvom de kan betragtes som enkeltsager, understreger et akut behov for konsekvens og lederskab i skolesystemet.
Vi kan og bør styrke skolebestyrelsernes beføjelser, så de får retten til at hyre og fyre skoleledere. Dette vil sikre, at der er direkte konsekvenser for manglende handling i forhold til at skabe et sikkert læringsmiljø. Manglende ledelse og konsekvenser heraf er et problem vi bør tage meget mere alvorligt i det offentlige.
Derudover er det essentielt, at de eksisterende love anvendes fuldt ud til at adressere disse problemer, herunder at udnytte muligheden for at bortvise elever i op til et år. Dette skridt bør være minimumsreaktionen i sager, der involverer alvorlig krænkende adfærd.
Kun ved at kombinere stærkt lederskab med klare konsekvenser, kan vi begynde at genskabe et trygt og støttende læringsmiljø for alle elever. Det er på tide, at vi tager disse nødvendige skridt for at beskytte vores børn og sikre, at skoler forbliver steder for læring, udvikling og sikkerhed.
Der skal tages mest hensyn til de krænkede børn, det er det eneste der betyder noget i disse sager. Når man på så grov og utilgivelig vis krænker andre, giver man afkald på retten til undervisning.
Når det er sagt og gjort – og først der – kan vi skabe nogle gode tilbud til de tydeligt utilpassede unge.
Nikolaj Steffenauer
Politisk leder Liberal Alliance, Kolding
Kandidat til Kolding byråd og Europa-Parlamentet