Godt 200 engagerede borgere var tirsdag eftermiddag mødt op på IBC Innovationsfabrikken i Kolding for at høre Troels Lund Poulsen (V), Pia Olsen Dyhr (SF) og Morten Messerschmidt (DF) krydse klinger i en debat om de politiske prioriteter til det kommende Europa-Parlamentsvalg, der bliver afholdt 9. juni.

Under sloganet ”Et stærkt Danmark i et sikkert Europa” havde Venstre tirsdag inviteret koldingenserne til europapolitisk debat som opvarmning til det nært forestående Europa-Parlamentsvalg.

På scenen kunne publikum høre tre veloplagte partiledere, Troels Lund Poulsen (V), Pia Olsen Dyhr (SF) og Morten Messerschmidt (DF), fortælle om deres partis respektive mærkesager til det kommende EP-valg.

Fra scenen lagde forsvarsminister og Venstre-formand, Troels Lund Poulsen, blandt andet vægt på, at EU-medlemskabet er en stor gevinst for et lille land som Danmark, og at store grænseoverskridende problemer bedst løses i fællesskab. For kun i fællesskab med andre EU-lande har Danmark en mulighed for at løse store udfordringer som migration fra Afrika og de klimaforandringer, der presser os som samfund, sagde Lund Poulsen.

Han pointerede også, at Danmark er blandt de lande, der har støttet Ukraine allermest, og han opfordrede derfor de øvrige EU-lande til at øge deres støtte til Ukraine.

Der var under debatten god stemning, mange grin og nogle velplacerede stikpiller fra de tre partiledere, der kom omkring emner som, hvordan man bremser migrationen fra Afrika, hvordan man styrker den europæiske økonomi, og hvorvidt Danmark skal gøre som Storbritannien og forlade EU, som Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti ønsker.

Her advarede Troels Lund Poulsen kraftigt imod, at Danmark går den vej, for den beslutning har på mange områder kostet Storbritannien dyrt.

Valget til Europa-Parlamentet bliver afholdt søndag d. 9. juni, men hvis du gerne vil nyde søndagen uden at tænke på et valg, så har du allerede nu muligheden for at brevstemme.