Kolding Avisen

Nyheder og indsigt fra Kolding.

koldingavisen.dkSport

Ungdomslandsholdsspiller på vej til FHK

Ungdomslandsholdsspiller på vej til FHK

Ifølge handballtransfer.dk har Fredericia Håndboldklub indgået en aftale med ungdomslandsholdsspilleren Frederik Jægerum, der kommer til klubben fra GOG.

Jægerum spiller venstre fløj, og der er han udset til at erstatte Lukas Karlskov, som ikke har fået mange minutter på banen i denne sæson, hvor han har været gardering for Martin Bisgaard på fløjen. For at Karlskovs udvikling ikke stagnerer, skal han derfor videre i karrieren til sommer for at udvikle sig og få spilletid på et højere niveau, end det FHK kan tilbyde på klubbens 2. divisionshold.

Derfor har FHK været på markedet for at afsøge det for en erstatning for Lukas Karlskov, og der er valget ifølge handballtransfer.dk faldet på Frederik Jægerum, der har fået sin håndboldopdragelse i HEI. Siden tiden i HEI har han været forbi Vejle Idrætsefterskole, og i de seneste sæsoner har han tørnet ud for GOG.

Til sommer bliver Frederik Jægerum førsteårs senior, og der vil han altså komme til at tørne ud i den røde FHK-trøje, hvor han er udset en plads i truppen som gardering for Martin Bisgaard.

I forvejen har FHK allerede sikret sig den svenske duo Kasper Palmer og William Moberg, der begge tiltræder i klubben til sommer. De erstatter henholdsvis Jonas Langerhuus og Kristian Stoklund.

Læs også

Pokallodtrækning sender OB til Fredericia og Middelfart på udebane i OdenseFredericia har købt rutine til en presset trupFC Fredericia henter midtbaneprofil hos naboerne: Casper Jørgensen får fire år på Monjasa ParkVan Aert fuldendte hattricket på Kiddesvej, og etapen fra Fredericia fik dansk krydderi i toppen