KRIMI: Fredag eftermiddag klokken 16.55 måtte Sydøstjyllands Politi rykke ud til et færdselsuheld, denne gang på Sønderjyske Motorvej ved sammenfletningen med Taulovmotorvejen.

To biler var involveret i sammenstødet, som skabte trafikale udfordringer for de mange bilister, der var på vej ind i weekenden.

– Der var tale om en mindre påkørsel, og ingen personer kom til skade. Det har dog givet lidt problemer og ekstra kø dernede, fortæller vagtchef Jacob Andersen fra Sydøstjyllands Politi.

De to involverede parter var en 37-årig dansk mand fra Sønderborg og en 61-årig udenlandsk statsborger, der ikke har bopæl her i landet.

Politiet fik hurtigt ryddet op efter uheldet, men episoden gav altså lidt ekstra ventetid for bilisterne omkring Kolding fredag eftermiddag. Årsagen til sammenstødet er endnu ikke fastlagt.

Fredagens uheld på motorvejen ved Kolding var langt fra det eneste. Hele eftermiddagen var præget af en række færdselsuheld rundt om i Sydøstjyllands politikreds – særligt omkring Vejle, hvor ambulancer og politi måtte rykke ud til flere hændelser med både personskader og betydelige trafikale konsekvenser.

Der var derfor ekstra god grund til, at mange bilister oplevede lang ventetid og tæt trafik på vej hjem til weekend.