Udsolgt festival satte punktum for sommeren hos EventC
5.500 unge fyldte pladsen ved Campus Kolding fredag aften, da mørket faldt på, og lyset fra scenen tog over. MISSION 1 var udsolgt i sit første leveår, og med Gilli som afslutning blev studiestarten i Kolding sendt af sted med fest til langt ud på aftenen.

KULTUR. 5.500 unge fyldte pladsen ved Campus Kolding fredag aften, da den nye endagsfestival MISSION 1 blev afviklet for første gang. Festivalen var udsolgt, og med Gilli, Anton Westerlin, Noah Carter og Thor Farlov i front samt fem DJ's til at holde tempoet mellem koncerterne fik studiestarten i Kolding en afslutning, der ifølge arrangørerne lå i absolut topklasse.
Bag festivalen står EventC sammen med Mokka Group, og for EventC-holdet var MISSION 1 samtidig sommerens sidste udendørs festival. Direktør Ulrich Nicolaisen gør sæsonen op med masser af shows og glade gæster, og han fremhæver især samarbejdet med Campus Kolding, Kolding Kommune og erhvervslivet i Trekantområdet som afgørende for, at en helt ny festival kunne lande så stort i første forsøg.

Det lokale islæt var også til stede bag baren, hvor foreninger fra Fredericia og Kolding stod for udskænkningen og dermed fik del i festivalens omsætning.
Da AVISEN i maj omtalte den nye festival, lagde Ulrich Nicolaisen ikke skjul på, at de omkring 9.000 studerende i Kolding var en del af regnestykket. »Det er et produkt, der skal ramme os alle sammen, men selvfølgelig med fokus på alle de studerende, der er,« sagde han dengang og pegede på, at Gilli gennem de seneste seks år har været den mest streamede danske kunstner. Ambitionen var fra begyndelsen større end en almindelig endagsfestival. »Vi vil skabe en oplevelse, som samler mennesker omkring musikken, energien og det visuelle univers,« lød det fra direktøren.
Programmet fredag begyndte om eftermiddagen med DJ Michal Rune og Mousan Corr, inden Thor Farlov åbnede rækken af hovednavne. Herefter fulgte Mikes Eyes, Craskin, Oscar Bjerrehuus, Noah Carter og OhBee, før Anton Westerlin og Gilli lukkede aftenen frem mod midnat.

MISSION 1 er tænkt som første kapitel i MISSION Festivals, et nyt festivalbrand, som arrangørerne har ambitioner om at rulle ud i flere europæiske byer i de kommende år. Med en udsolgt førsteudgave i Kolding har konceptet fået den start, EventC og Mokka Group havde håbet på.


