SOMMERROCK. Hvis du kun er i Fredericia én dag om året, skal du tage familien med til Sommerrock 30. maj, hvor der er underholdning for både store og små i den historiske fæstningsby ved Lillebælt. Youtuberen Alexander Husum og Lille Nørd-vært Kathrine Bille byder børnene velkommen til fest, og i løbet af dagen kommer der mere og mere rock på menuen.

I mange år har fredericianere i stort tal taget turen til Grøn Koncert i Kolding. Til gengæld kniber det med at lokke koldingensere den anden vej til den store shopping- og musikfest i Fredericias midtby. 

– Vi er ret sikre på, at mange mennesker fra Kolding og omegn vil elske en dag med gratis koncerter og gode tilbud i butikkerne. Men vi må bare erkende, at ikke mange koldingensere kender til Sommerrock, siger Jesper Hansen, formand for Fredericia Shopping.

Med Zididada på scenen er der garanti for fest i gaden, når Sommerrock Fredericia kulminerer fredag aften.

Derfor sender han en åben invitation sydpå i Trekantområdet: Kom med til Sommerrock Fredericia 30. maj.

Allerede fra klokken 12 kan børnefamilierne få én på opleveren, når vært Eiqu Miller præsenterer youtuberen Alexander Husum og Ramasjang-vært Cathrine Bille på den store scene foran Fredericia Rådhus.

– Jeg ved godt, det er en floskel, men der er vitterligt noget for hele familien og alle aldre, siger Jesper Hansen. 

Gratis musik og gode tilbud

Mens de unge følger med i showet, kan mor eller far gå lidt på opdagelse i bymidten og mærke den helt specielle atmosfære i kulturbyen Fredericia. Samt naturligvis kigge nærmere på dagens mange flotte tilbud i de lokale butikker.

– Det særlige ved Sommerrock er, at der er gratis musik fra tre større scener, åbne butikker til sent om aftenen, børneområde for de yngste og så endnu mere musik og optrædener rundt omkring i midtbyen, siger Jesper Hansen.

I løbet af eftermiddagen ændrer musikken sig i endnu mere danse- og syng-med-venlig retning, og Sommerrock Fredericia udvikler sig til en anden slags byfest.

Det sker bl.a. med et par af markedets bedste kopi-bands Midt om Natten og Rigtige Mænd (hhv. Kim Larsen- og TV2-tribute), samt en god håndfuld hårdtslående hit-orkestre med de lokale favoritter Padlock Chain som et af de altid velbesøgte trækplastre.

Koncerterne begynder klokken 12 og varer til midnat, mens butikkerne holder åben fra 10 til 22.