POLITIK. Regionsrådet i Region Syddanmark har nedsat et nyt særligt rådgivende udvalg, der skal arbejde med den kommende epx-reform, og samtidig er Susanne Dyreborg fra Danmarksdemokraterne udpeget som formand.

Baggrunden er en national aftale fra februar 2025, der baner vejen for en ny gymnasieuddannelse frem mod 2030. Reformen indebærer en markant omlægning af uddannelseslandskabet, hvor både den kommunale 10. klasse og hf udfases, mens den erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse epx oprettes. I den proces får regionerne en central rolle, særligt når det gælder lokal dialog og planlægning.

På regionsrådsmødet den 26. januar 2026 blev det derfor besluttet at nedsætte et særligt rådgivende udvalg, som i løbet af 2026 skal arbejde med den regionale del af udrulningen af epx. Udvalget skal blandt andet forholde sig til, hvordan reformen påvirker de syddanske uddannelsesinstitutioner, og hvordan uddannelsen bedst placeres i regionen.

Udvalget består af ni medlemmer fra regionsrådet og skal fungere som rådgiver for det samlede regionsråd. Opgaverne spænder fra dialog med uddannelsesinstitutioner og andre relevante aktører til udarbejdelse af analyser og bidrag til den fremtidige regionale uddannelsesstrategi.

Susanne Dyreborg ser frem til opgaven og peger på, at reformen rummer nye muligheder for unge i regionen. Hun siger »Epx-reformen er et spændende skridt mod en ny type gymnasieuddannelse, der giver de unge et mere praktisk orienteret alternativ til det nuværende gymnasium, og hvor de kan tage en ungdomsuddannelse tæt på deres bopæl og opleve et stærkt ungdomsmiljø. Udvalget vil være med til at igangsætte en god udrulning af reformen her i Region Syddanmark.«

Hun fremhæver samtidig, at regionen får en vigtig rolle i de lokale drøftelser om, hvor uddannelsen skal placeres, så der både tages hensyn til unges transportafstand og til uddannelsens faglige og økonomiske bæredygtighed. »Jeg ser frem til at lede det rådgivende udvalg og bidrage til dette betydningsfulde udviklingsarbejde, som har potentiale til at styrke uddannelsesområdet og skabe nye muligheder for unge i regionen.«

Udvalgets arbejde løber frem til udgangen af 2026, hvorefter det automatisk ophører. Herefter overgår opgaverne til Udvalget for Miljø, Mobilitet og Uddannelse samt regionsrådet. Det rådgivende udvalg har ikke selvstændig beslutningskompetence, men skal alene komme med anbefalinger.

Ud over formanden består udvalget af repræsentanter fra flere partier i regionsrådet, herunder Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Danmarksdemokraterne.