Kolding Avisen

Nyheder og indsigt fra Kolding.

← koldingavisen.dk

Stormen Boelo efterlod væltede træer og vand på vejene

Arkivfoto

Stormen Boelo efterlod væltede træer og vand på vejene

VEJRET. Stormen Boelo har efterladt væltede træer og vand på vejene. Fyns Politi har i morges fået en del anmeldelser om væltede træer og vand på kørebanen over hele Fyn, og politiet er i tæt dialog med de fynske kommuner og beredskaberne for at få ryddet op så hurtigt som muligt.

»Kør som altid efter forholdene og forvent, at der kan være vand, grene og andet på og ved kørebanen,« skriver vagtchefen hos Fyns Politi.

Det gælder også i Trekantområdet. Her ligger der blade og grene på mange veje, især hvor der står træer langs vejen, og det kan gøre kørebanen glat.

I løbet af natten har der ifølge DMI været kraftige vindstød over hele landet. Over land har de typisk været af hård til stormende kuling, og flere steder ved kysterne har de nået stormstyrke eller stærk stormstyrke. Ved Røsnæs Fyr i Vestsjælland blev der meget kortvarigt målt storm.

Stormen var ventet. Fredag fortalte vagthavende meteorolog hos DMI Jesper Eriksen til AVISEN, at vinden ville komme fra sydøst og kunne give vindstød af stormstyrke langs de østjyske kyster og ved Lillebælt.

Søndag morgen lå lavtrykket øst for Skotland og var på vej mod østnordøst, mens det langsomt bliver svækket. I løbet af dagen drejer vinden mod sydvest og vest. Det klarer op, og solen kommer frem, men der kommer også en del byger, som nogle steder kan give hagl og torden. Det bliver ved med at blæse, mange steder med kraftige vindstød, og ved kysterne kan der komme kuling og vindstød af stormstyrke.

Regnen fortsætter også. Frem til mandag morgen ventes der at falde 20 til 30 millimeter i det meste af landet, og hvor de kraftige byger rammer, kan det lokalt blive mellem 30 og 50 millimeter. DMI holder øje med vandløbene, men da der ikke er meget vand i dem lige nu, ventes det ikke at give store problemer.

Langs den jyske vestkyst sender vestenvinden vand ind mod land, og DMI har udsendt varsel om forhøjet vandstand natten til mandag og mandag.

Del artiklen

Læs også

13-årigs elløbehjul i Fredericia kørte 78 kilometer i timenNaboer ved Bramdrupdam må leve uden støjskærm i op til otte månederBilbrand på motorvejen fik folk til at tro, at industriområdet i Taulov brændteFærre unge får en autismediagnose i Trekantområdet end i resten af landet