En brand i et større affaldsoplag på Kolding Havn har tirsdag formiddag sendt store mængder røg ud over byen. Brandvæsen og politi er til stede, og borgere opfordres til at holde døre og vinduer lukkede.
Sydøstjyllands Politi skriver på det sociale medie X:
– Brand på havnen i Kolding. Brand, redning og politi er på stedet. En del røgudvikling, som kan ses i det meste af Kolding. Luk døre og vinduer, hvis du bor i nærheden. Giv plads til redningsmandskabet. På tidspunktet ikke fare for spredning af ilden, lyder det fra vagtchefen.
Ifølge ODIN, det landsdækkende system for alarmopkald, blev meldingen om branden registreret klokken 11.44 som en brand i et større affaldsoplag i det fri.
Branden medfører en kraftig røgudvikling, som kan ses i store dele af byen. Politi og beredskab opfordrer derfor borgere i området til at tage deres forholdsregler og undgå unødig færdsel i nærheden af brandstedet.
Der er på nuværende tidspunkt ingen meldinger om, at branden har spredt sig, men redningsmandskabet arbejder fortsat på stedet.