Af Søren Rasmussen, Byrådsmedlem og Regionsrådskandidat for Dansk Folkeparti, Primulavej 7, 6000 Kolding, og Vibeke Henriksen, Byråds- og Regionsrådskandidat for Moderaterne, Dalbyvej 16, 6000 Kolding.

Staldgården er et sted, hvor Koldings historie bliver nærværende. Her har både kongelige heste og regimenter haft deres hverdag, og under besættelsen blev bygningen omdannet til Gestapos hovedkvarter – med fængselsceller, hvor den ene stadig står som barsk vidnesbyrd om en tid, vi aldrig må glemme.

Nu står vi med muligheden for at give Staldgården en ny rolle. Visionen om et moderne museumscenter med bl.a. Danmarks Sølvmuseum kan blive en stor attraktion, der både giver borgerne i Kolding Kommune og besøgende en stærkere oplevelse af Kolding som historisk by. Det er fortællinger, der kan samle generationer – og samtidig tiltrække gæster, skabe liv i handelslivet og give nye arbejdspladser.

Det er klart, at et projekt af denne størrelse kræver ressourcer. Men her er pointen: Kolding Kommune skal ikke bære byrden alene. Flere fonde har allerede vist interesse, og kommunens medfinansiering fungerer som et afgørende startskub, der kan udløse langt større investeringer udefra. Det er sådan, vi får meget mere værdi ud af hver lokal krone.

Vi ser derfor Staldgården som et klassisk eksempel på en investering, der betaler sig tilbage. Ikke kun i kroner og øre, men i form af identitet, stolthed og fællesskab.

Staldgården har i mere end 750 år været en del af Koldings rygrad. Nu kan vi sammen sørge for, at den også bliver en hjørnesten i fremtidens Kolding.