Kolding Kommune har fundet sin nye Social- og Handicapchef. Valget er faldet på Simone de Lemos, som med mange års erfaring fra både driften og de strategiske niveauer skal stå i spidsen for et område, der arbejder tæt sammen med både borgere, medarbejdere og civilsamfund.

Et enigt ansættelsesudvalg pegede på de Lemos som den rette kandidat, og Social- og Arbejdsmarkedsdirektør Nicolai Dupont Heidemann er tilfreds med valget.

»Med Simone får vi en dygtig og erfaren chef, der gennem sit arbejdsliv har bevist, at hun mestrer det at skabe udvikling. Derfor er vi også glade for at kunne tiltrække en kapacitet som Simone. Med hende ansætter vi en chef, der er enormt god til at skabe resultater gennem samarbejde,« siger han.

Simone de Lemos kommer fra en stilling som Skole- og Uddannelseschef i Sønderborg Kommune, hvor hun også har fungeret som konstitueret Ungechef. Hun har arbejdet med både uddannelse, ungeindsatser og tværfaglige samarbejder og ser frem til at vende tilbage til sit oprindelige fagområde.

»Jeg ser frem til at starte i Kolding Kommune, hvor jeg er meget tiltrukket af den tilgang kommunen har til samarbejdet mellem kommune, civilsamfund og politikere. Jeg tror på, at vi opnår de bedste resultater, når vi tager udgangspunkt i de mennesker, det handler om. Derfor ser jeg frem til at arbejde ud fra borgerens centrum og deler kerneværdier som Selvværd og Sammenhæng med Kolding Kommune,« siger Simone de Lemos.

Hun er uddannet pædagog og har i sit arbejdsliv både stået på gulvet på et bosted og haft lederstillinger i to kommuner. Trods den lange vej fra omsorgsarbejde til chefkontor har hun hele tiden haft Social- og Handicapområdet som sit professionelle omdrejningspunkt.

»Jeg har igennem hele mit arbejdsliv været sikker på, at jeg ville tilbage til Social- og Handicapområdet. For det fylder rigtig meget for mig at være med til at skabe det bedste liv for mennesker, der ikke kan selv. Derfor glæder jeg mig også til at komme i gang med at gøre en forskel sammen med de andre ansatte i Kolding Kommune. Både dem i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, dem ude i driften og med de andre forvaltninger. For det er gennem tværfaglige samarbejder, at vi skaber de bedste resultater,« siger hun.

Simone de Lemos er 47 år og bor i Fredericia med sin mand og deres to børn. Hun tiltræder officielt stillingen som Social- og Handicapchef i Kolding Kommune den 1. december.