SF’s retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt kræver handling for at sikre ytringsfriheden for privatansatte, der arbejder i offentligt finansierede tilbud. Det sker i kølvandet på en sag om et privat forsorgshjem i Toftlund, hvor en tidligere ansat har stået frem og fortalt om uregelmæssigheder i institutionens økonomi.

Kritiserer profit på sårbare borgere

DR afslørede tirsdag, at forsorgshjemmet i Toftlund angiveligt har sendt for høje regninger til det offentlige for borgere, der har søgt hjælp. Ifølge Karina Lorentzen er det endnu et eksempel på, hvordan private aktører udnytter systemet.

– Vi ser gang på gang at private tilbud malker de offentlige systemer. Først og fremmest bør det ikke være muligt at tjene penge på sårbare borgere på den måde, for pengene bør først og fremmest gå til dem, udtaler hun.

Sagen har ifølge SF-ordføreren også rejst spørgsmål om privatansattes ytringsfrihed. En tidligere anonym medarbejder har stået frem i sagen, men Lorentzen peger på, at mange ansatte i private velfærdstilbud holder sig tilbage af frygt for at miste jobbet.

– Det er et problem, at dem som arbejder i de private tilbud, er meget ringere stillet end offentligt ansatte, hvis de vil fortælle om kritisable forhold på arbejdspladsen. Det betyder stor tilbageholdenhed, og derfor kan de operere udenfor offentlighedens søgelys, siger hun.

Ytringsfrihed på dagsordenen

Lorentzen kritiserer samtidig justitsminister Peter Hummelgaard (S) for at have droppet en arbejdsgruppe, som skulle undersøge netop denne problematik. Ifølge en aftale indgået mellem den tidligere regering og et flertal i Folketinget skulle arbejdsgruppen se på, hvordan ytringsfriheden for privatansatte, der udfører opgaver for det offentlige, kunne forbedres.

– Justitsministeren skal have stor kritik for at droppe den aftalte arbejdsgruppe, som netop skulle se på det. Det er et svigt at borgerne og de offentlige støttekroner. Det synes jeg, er et kæmpe problem, for vi skal som minimum have den samme beskyttelse som offentligt ansatte, når private udfører arbejde med sårbare borgere, siger Karina Lorentzen.

Ifølge aftaleteksten fra 2022 var der enighed blandt Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti om at styrke ytringsfriheden for privatansatte, der arbejder i offentligt finansierede institutioner. Der skulle blandt andet undersøges mulige godtgørelsesordninger ved uberettigede afskedigelser og andre tiltag, der kunne give ansatte bedre beskyttelse.

Efter Toftlund-sagen mener SF, at der er akut behov for at genoptage arbejdet.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her