Af SF’s retsordfører Karina Lorentzen, Sindalvej 4, 6000 Kolding
I Danmark har vi længe kunnet følge den opioidkrise, der i USA har kastet millioner af mennesker ud i afhængighed med ødelæggende konsekvenser.
Desværre ser vi nu, at de bekymrende tendenser ikke længere kun er noget, vi kan læse om i avisernes udenrigssektioner.
Fra 2018 til 2023 steg antallet af unge, der blev indlagt med opioidforgiftning med 200 procent. Og stadig flere – særligt unge – søger hjælp til afvænning fra stofferne.
Der kan være mange grunde til, at flere unge falder i opioidfælden. Men den øgede tilgængelighed af stofferne spiller afgjort en hovedrolle.
Pillerne bliver promoveret på sociale medier, og unge, der ser, at pillerne uden problemer kan købes under bordet i den lokale kiosk, kan nemt konkludere, at de så heller ikke kan være så farlige endda.
Da jeg forleden besøgte DAO’s pakkecentral i Fredericia, fik jeg fortalt, at deres pakkescannere kan opfange de små pilleposer, som opioiderne ofte bliver sendt i. Men at de ikke gør det, fordi der ikke er et lovkrav om det.
Det er derfor på tide, at vi tager den bedste teknologi i brug, så stofferne kan stoppes, før de når ud til gaderne og kioskerne. Kravet skal gælde alle pakkecentraler, så pakkerne ikke ryger hen til dem, der ikke scanner efter stoffer.
USA har vist, hvor galt det kan gå.
Vi skylder vores unge at lære af amerikanernes fejl, før det er for sent.