Kolding Avisen

Nyheder og indsigt fra Kolding.

koldingavisen.dkPolitik

Regeringen vil stramme udvisningsregler for kriminelle udlændinge

Regeringen vil stramme udvisningsregler for kriminelle udlændinge

Regeringen har fremlagt et forslag om at afskaffe den såkaldte trappestigeordning, som i dag begrænser domstolenes mulighed for at udvise kriminelle udlændinge. Tiltaget skal gøre det muligt at udvise flere, der idømmes ubetinget fængselsstraf, og forventes at træde i kraft fra 1. juli 2025, hvis lovændringen vedtages.

Den nuværende trappestigeordning betyder, at jo længere tid en udlænding har opholdt sig i Danmark, desto grovere kriminalitet kræves der for at udløse en udvisning. Regeringen ønsker nu at afskaffe ordningen for udlændinge, der idømmes ubetinget fængselsstraf, uanset hvor længe de har opholdt sig i landet eller længden af den idømte straf.

- Udlændinge i Danmark er desværre overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne og begår for ofte alvorlig kriminalitet – eksempelvis på bandeområdet. Det skal vi ikke finde os i, udtaler udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek i en pressemeddelelse.

Han tilføjer:

- Hammeren skal falde endnu hårdere. Derfor vil vi skærpe reglerne, så vi kan få endnu flere kriminelle udlændinge udvist. Hver kriminel udlænding, der bliver udvist af Danmark, er en sejr for retssamfundet og en sejr for vores land.

Flere udvisninger, men usikker effekt

Regeringen vurderer, at de nye regler kan føre til et trecifret antal yderligere sager om udvisning årligt, men det anslås, at kun et tocifret antal personer vil blive udvist som følge af ændringerne. Estimatet er dog forbundet med betydelig usikkerhed, lyder det i pressemeddelsen.

Ifølge regeringen vil skærpelsen betyde, at det fremover alene er Danmarks internationale forpligtelser, der sætter grænser for, hvilke tilfælde der kan føre til udvisning.

Forslaget kræver en ændring af lovgivningen, som skal vedtages i Folketinget. Hvis det sker, vil de nye regler træde i kraft 1. juli 2025.

Læs også

Regeringen kalder til pressemøde efter historisk dårlige PISA-resultaterAldrig har danske skoleelever klaret sig så dårligtNår systemet fejler, skal der være en dør at banke påAmbassader skal hjælpe adopterede med at finde deres ophav