POLITIK. Rockere, platugler og jakkesætsklædte svindlere skal ikke længere have frit spil til at snyde, svindle og stjæle fra fælleskassen. Det fastslår regeringen nu med fem nye initiativer, der skal bremse økonomisk kriminalitet, efter sagen om »Den Sorte Svane« sidste år rystede hele Danmark.
Danskerne tabte kæben, da det i dokumentarserien blev afsløret, hvordan hårdkogte rockere og såkaldt pæne jurister gik hånd i hånd om at snyde med hvidvaskregler, skattebetaling og miljøgodkendelser. Nu melder tre ministre klart ud, at det skal være slut med, at snedige bagmænd kan stikke sugerøret ned i statskassen.
»Vi skal sætte hårdt mod hårdt, når det gælder kriminelle bagmænd og stråmænd. Derfor får Erhvervsstyrelsen et markant løft for at styrke indsatsen mod økonomisk kriminalitet. Vi sætter turbo på myndighedernes samarbejde og sikrer, at data kan deles mellem myndighederne, og vi sikrer et styrket datagrundlag, så de står stærkere i jagten på økonomisk kriminelle,« siger erhvervsminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse.
Særligt stråmænd og rådgivere, der hjælper med at dække over lyssky forretninger, skal nu mærke konsekvenserne af deres handlinger. Samtidig vil regeringen styrke myndighedernes brug af kunstig intelligens (AI) og sikre bedre datadeling mellem myndighederne for hurtigere at spotte og stoppe svindlen.
Justitsminister Peter Hummelgaard peger på, at kampen mod økonomisk kriminalitet kræver vedvarende fokus og nye redskaber.
»De organiserede kriminelle er kreative og skruppelløse, og derfor skal vi hele tiden tilpasse indsatsen og stramme nettet. Nu styrkes sporingsgruppen i NSK, så NSK får flere muskler til at beslaglægge udbytte, der stammer fra organiseret kriminalitet. Hvad enten man tilhører samfundets elite eller er en voldsparat kriminel, er det dybt forkasteligt at svindle og bedrage vores fælleskasse – og det skal vi have bremset,« siger justitsministeren.
Skatteminister Rasmus Stoklund er tilfreds med den øgede indsats mod kriminelle bagmænd og understreger, at myndighederne allerede har opnået gode resultater i jagten på de kriminelle.
»Vi skal ikke acceptere, når platugler og lyssky typer forsøger at snyde fælleskassen med lidt for smarte konstruktioner. Skattestyrelsen har allerede en stor, systematisk og succesfuld kontrol mod hvidvask, momskarruseller og andre krumspring, ligesom Gældsstyrelsen er skarpt fokuserede på at kradse gæld ind fra virksomheder, der forsøger at slippe udenom. Jeg er glad for, at indsatsen nu bliver styrket yderligere,« siger han.
Som en del af indsatsen undersøger regeringen også muligheden for, at dømte økonomiske kriminelle selv skal betale for efterforskningen. Samtidig er der nedsat et udvalg, som skal se nærmere på strukturelle spørgsmål inden for domstolene frem mod 2027.