Regeringen sætter nu ekstra fokus på at bekæmpe racisme og diskrimination mod grønlændere i Danmark. Med en ny ramme på 35 millioner kroner over fire år og 12 konkrete initiativer ønsker regeringen at skabe bedre vilkår og ligebehandling for grønlændere bosat i Danmark. Det skriver Regeringen i en pressemeddelelse mandag formiddag.

Mange grønlændere i Danmark oplever stadig fordomme, racisme og diskrimination. Det vil regeringen gøre op med ved at fremlægge en omfattende indsats, der skal sikre både langsigtede løsninger og øjeblikkelige forbedringer. Midlerne på 35 millioner kroner skal blandt andet finansiere nye tiltag og understøtte eksisterende indsatser frem til 2028.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek understreger, at indsatsen er nødvendig for at styrke sammenhængskraften i samfundet.

– Det er vigtigt for regeringen, at grønlændere kan leve i Danmark uden at møde fordomme. Racisme og diskrimination mod grønlændere er et særskilt problem, som kræver handling. Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan lære af den og sikre, at grønlændere får de samme muligheder som alle andre i Danmark, siger Kaare Dybvad Bek.

Politisk opbakning fra grønlandske folketingsmedlemmer

Grønlandske folketingsmedlemmer bakker op om regeringens indsats. Aaja Chemnitz (IA) fremhæver, at handlingsplanen er et vigtigt redskab:

– Racisme mod grønlændere findes, og det skal vi anerkende og bekæmpe. Jeg er stolt over det resultat, vi har nået, men nu starter det hårde arbejde, siger hun.

Aki-Matilda Høegh-Dam (Siumut) understreger, at åbenhed og handling er nødvendige for at skabe forandring:

– Vi skal stå sammen og sige fra. Forandring tager tid, men vi kan skabe den skridt for skridt. Det har vi altid fortjent.

12 konkrete initiativer

De nye tiltag spænder bredt og inkluderer blandt andet:

Styrkelse af tolkeordninger for grønlændere i Danmark.

Undervisning i rigsfællesskabet som obligatorisk del af skolegangen.

Øget støtte til De Grønlandske Huse for at forbedre servicen til grønlændere.

Grønlandspuljen, som skal støtte civilsamfundsprojekter rettet mod grønlændere.

Undersøgelse af oplevet racisme blandt grønlændere i Danmark.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her