Danskerne strømmer ud i naturen som aldrig før, men rundt om i landet halter kommunerne efter, når det gælder faciliteter til de mange fællesskaber, der dyrker motion under åben himmel. En ny kortlægning fra Danmarks Idrætsforbund peger på, at kun 19 ud af 98 kommuner har et egentligt mødested for outdooridrætten, og fire kommuner har faciliteter på vej.
Ifølge de nyeste tal fra Idrættens Analyseinstitut er 58 procent af danskerne over 16 år aktive i naturen. Mountainbike, orienteringsløb, løb og stand up paddle er blandt de aktiviteter, der trækker, og naturen er blevet danskernes foretrukne motionsarena. Men selv om lysten er stor, er rammerne ikke fulgt med.
Thomas Bach, næstformand i DIF, kalder situationen et benspænd for fællesskabet.
»Rigtig mange danskere nyder at bevæge sig i naturen, og corona-perioden har været med til at sætte ekstra skub på den udvikling. Det er godt for både vores fysiske og mentale sundhed. Desværre er rammerne ikke fulgt med den eksplosive vækst, hvilket gør det meget svært at dyrke fællesskabet omkring aktiviteten. Der mangler mødesteder til at dyrke det sociale for både idrætsforeninger og de, der organiserer sig på egen hånd« siger han.
Aalborg Kommune er blandt de få, der er godt med. Her fungerer Vestre Fjordpark allerede som samlingssted for svømmere, kajakudøvere og andre vandsportsaktiviteter. Derudover er en ny friluftspavillon på vej i Kongshøj Skov.
»Med en friluftspavillon skaber vi ikke bare ly for regnen, vi skaber rammer for fællesskab, bevægelse og naturoplevelser på tværs af generationer. Mountainbikere, spejdere og skoleklasser får et naturligt samlingspunkt, der gør det lettere at vælge naturen til – også når vejret driller. Det er præcis den slags initiativer, der gør friluftslivet mere tilgængeligt og inkluderende, og som vi som kommune skal bakke op om. Og vi oplever at det ikke bare understøtter eksisterende aktiviteter, men også skaber synergier mellem foreninger og skaber nye fællesskaber og aktiviteter« siger Jes Lunde, rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.
Kortlægningen er lavet i samarbejde med blandt andre DGI, Lokale og Anlægsfonden, Friluftsrådet og Nordea-fonden. Her fremgår det også, at outdoormødesteder typisk ligger i bynær natur eller større naturområder og fungerer som steder, hvor forskellige idrætsgrene kan mødes.
DIF ønsker outdooridrætten højere op på dagsordenen frem mod kommunalvalget og peger på, at flere mødesteder vil gøre det langt lettere for både foreninger og selvorganiserede motionister at mødes og udvikle fællesskaber i naturen.
De kommuner, der allerede har etableret mødesteder, tæller blandt andre Silkeborg, Haderslev, Vejle, Esbjerg, Kolding og Vejen. Flere kommuner som Roskilde og Holbæk har nye faciliteter på vej.









