TRAFIK. Kolding Kommune lancerer nu en ny parkeringsapp, som skal give bilister et bedre overblik over ledige pladser i midtbyen.

Appen, der hedder Kolding Parkering, kan hentes i både App Store og Google Play og erstatter den tidligere mobilvenlige hjemmeside med parkeringsoversigter, som kommunen ikke længere kan vedligeholde.

»Nu får vi en bedre løsning, som forhåbentlig vil gøre det lidt lettere for bilisterne at finde en ledig parkeringsplads,« siger trafikplanlægger Erik Harbo fra Kolding Kommune.

For dem, der ikke ønsker at bruge en app, er der fortsat mulighed for at få et overblik via hjemmesiden parkering.kolding.dk.

Den nye app viser alle kommunale parkeringspladser samt en række større private p-pladser, der kan benyttes af alle – blandt andet Føtex’ p-hus, SDU, Klostergården og parkeringsområdet ved Vestre Ringgade. Som noget nyt er også kommunale båse langs vejene med i oversigten, ligesom pladser, kommunen har lejet hos virksomheder, boligselskaber og organisationer, fremgår. De sidste kræver dog booking gennem appen Visitors.

»Med den nye app forsøger vi at skabe et samlet overblik over de forskellige typer af parkeringspladser i midtbyen. Det vil gøre det lettere at finde en parkeringsplads, men vilkårene for at bruge de enkelte p-pladser kan være forskellige. Derfor er det vigtigt, at man altid følger skiltningen ved det område, hvor man parkerer sin bil,« understreger Erik Harbo.

Brugerne kan med et filter i appen vælge at få vist handicappladser eller el-standere på kommunale p-pladser.

På de fleste større kommunale pladser registreres antallet af ledige båse elektronisk, og livedata sendes til appen. Dermed kan bilister se, om der er gode, moderate eller lave chancer for at finde en plads i et givent område.

»Livedata sikrer, at bilister kan se, hvor der er en rimelig mulighed for at finde en ledig p-plads, så han eller hun ikke behøver at køre rundt i midtbyen på jagt efter en plads,« siger Erik Harbo og tilføjer, at kommunen arbejder på at løse problemerne med nogle af de elektroniske skilte ved p-pladserne. Appens data er ikke koblet til skiltene, men skulle give et retvisende billede af den aktuelle situation.

På kommunens hjemmeside kan man finde yderligere information om parkering, herunder reglerne for de pladser, der kun kan bookes via Visitors-appen.