Museum Kolding og den lokale teknologivirksomhed Vizgu lancerer deres seneste samarbejde: Mysteriet på Skamlingsbanken – et helt nyt læringsspil. Lanceringen er 17. maj 2024 kl. 9.30. Spillet er en helt ny måde at samle flere ting, nemlig; læring om historie, bevægelse i natur og ny mobilteknologi – og naturligvis tilføjet humor – så har man det nye spil Mysteriet på Skamlingsbanken.
Ideen til spillet opstod for et par år siden, da tre medarbejdere fra Museum Kolding arbejdede på at skabe en digital guidet tur på Skamlingsbanken gennem appen Vizgu. Det blev hurtigt klart, at en mere traditionel tur ikke ville appellere til det yngre publikum, så konceptet blev omarbejdet til et spil, der ville engagere børn i alderen 7-12 år.
– Mysteriet på Skamlingsbanken repræsenterer en unik fusion af kulturel og historisk læring, fysisk aktivitet i naturen og moderne teknologi, siger Rune Lundberg, museumsdirektør ved Museum Kolding.
– Det er første gang, vi ser denne kombination blive realiseret på denne måde.
Spil om historien på Skamlingsbanken
Skamlingsbanken er Syd- og Sønderjyllands højeste punkt – 113 m over havets overflade. Naturen med stejle bakker og slugter er mageløs. Igennem Danmarkshistorien har Skamlingsbanken været et vigtigt samlingssted. Her har store talere stået på banken og talt med en kraft, der har ændret samfundsforhold for mange.
Museum Kolding formidler på forskellige måder den vigtige historie, der er i området på og omkring Skamlingsbanken, og derfor skal spillet foregå netop her – på toppen af Syd- og Sønderjylland, og derfra, hvor man kan se over det land, der engang var tysk, men som blev genvundet …
Ved at udforske området og løse opgaver på sin mobiltelefoner vil spillere blive dybt involveret i historien omkring Skamlingsbanken.
Museets samarbejde med app virksomhed
Igennem de tre år Museum Kolding har eksisteret har museet samarbejdet med den lokale app udviklingsvirksomhed Vizgu. I dette projekt har begge parter prøvet noget nyt – nemlig det at lave et spil, som kombinere historisk og kulturel læring med bevægelse i naturen – og det at få det til at hænge sammen i en mobilteknologi. En teknologi, som skal kunne tages med rundt, i et stort naturområde med svingende mobildækning.
– Det har været en fornøjelse for os at være med til at skabe spillet i samarbejde med Museum Kolding. Jeg betragter mine medarbejdere som nogle af de bedste system- og mobilspiludviklere i Danmark, og resultatet er et spil, der ikke kun er underholdende, men også har en værdifuld uddannelsesmæssig dimension og bidrager til at fortælle historien om den stolte kulturarv, som Skamlingsbanken repræsenterer, udtaler Esmir, CEO og Stifter af Vizgu.
Og hvad handler det så om?
Mysteriet på Skamlingsbanken tager spillerne på en tidsrejse tilbage til 1863, hvor de møder professoren, der guider dem gennem historien om Skamlingsbankestøtten. Men en fejl under tidsrejsen fører til, at spillerne skal løse forskellige opgaver blandt andet at redde en vigtig historisk tale fra at gå tabt.
Den eksakte opgave er, at man skal hjælpe Christian Flor med at fange sider til en tale han har skrevet. Det var nemlig ham, der skrev den tale som Laurids Skau holdt, og som senere blev meget kendt. Men vinde har taget tale, og hvis ikke spilleren fanger siderne, og får den leveret hurtigt til Laurids Skau, så kan han jo ikke holde sin tale …
Museum Kolding og Vizgu håber, at Mysteriet på Skamlingsbanken vil inspirere både børn og voksne til at udforske Danmarks historie på en ny og spændende måde.
Spillet bliver lanceret 17. maj 2024 kl. 9.30 med en lille festlighed ved Besøgscentret på Skamlingsbanken.
Efter festligheden er alle velkomne til denne dag i tidsrummet 9.30-14.00 gratis at prøve spillet, der efter lanceringen koster 45 kr. at spille.
Spillet kan downloades via en QR-kode på Skamlingsbanken, et link på Museum Koldings hjemmeside og være en fast del af Vizgus Kunst og Kultur APP Indhold.
Spillet kan kun spilles på Skamlingsbanken.