Statsminister Mette Frederiksen havde onsdag en 45 minutter lang telefonsamtale med USA’s tiltrædende præsident Donald Trump. 

Samtalen berørte en række forskellige emner, herunder sikkerheden i Arktis, Grønlands fremtid og globale udfordringer som krigen i Ukraine og situationen i Mellemøsten. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Statsministeriet.

I samtalen understregede Frederiksen vigtigheden af at styrke sikkerheden i Arktis og tilføjede, at “Kongeriget Danmark er klar til at løfte et endnu større ansvar herfor.” Hun henviste samtidig til formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egedes tidligere udtalelse om, at “Grønland ikke er til salg,” og gjorde det klart, at beslutningen om selvstændighed udelukkende ligger hos Grønland selv.

Statsministeren fremhævede desuden også de økonomiske bånd mellem Danmark og USA. Hun understregede, at danske virksomheder bidrager til vækst og arbejdspladser i USA, og at “EU og USA har en fælles interesse i styrket samhandel.”

Foruden økonomi og handel blev der i samtalen også drøftet forholdet til Kina og de globale konsekvenser af krigen i Ukraine. Ifølge pressemeddelelsen har Mette Frederiksen og Donald Trump aftalt at fortsætte dialogen, hvilket signalerer en tæt samarbejdsrelation mellem Danmark og USA i fremtiden.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her