Kolding IF’s forsvarsspiller Christian Enemark er ikke rejst med holdet på træningslejr, og det står nu klart, at klubben er indstillet på at lade ham skifte gratis. Ifølge klubbens head of football, Niklas Nürnberg, har beslutningen været undervejs i noget tid.

– Situationen er den, at vi hentede Christian som en spiller, der skulle spille så godt som fast, men vi må også være ærlige her og sige, at man kan se på antallet af indkasserede mål, at konkurrencen er skærpet, og konstellationerne fra sidste sæson bare er svære at bryde, siger Niklas Nürnberg.

Christian Enemark blev hentet til Kolding IF med forventningen om at spille en central rolle i forsvaret. Men ifølge Niklas Nürnberg er det nu blevet tydeligt, at den nye træners vurdering af holdets opstilling gør det svært for Enemark at få den spilletid, han ønsker.

– Med det perspektiv er det ikke hverken Christians eller vores hensigt, at han skal vente på at få spilletid og dermed blot være backup. Vi har set hinanden an i et halvt år, hvor han har fået en del minutter, men den nye træner mener ikke, at han kan give ham en rolle, der er tilfredsstillende, forklarer Nürnberg.

Christian Enemark har derfor fået grønt lys til at finde en ny klub, og Kolding IF vil ikke stille sig i vejen for et skifte.

– Han har fået lov til at finde en løsning, hvor vi ikke stiller os i vejen for et skifte,” slutter Nürnberg.

Det står derfor klart, at Christian Enemark, som fortsat er under kontrakt med Kolding IF, kan forlade klubben gratis, hvis en anden klub ønsker at hente ham.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her