Skarpheden manglede for Kolding IF, da de spillede 0-0 mod Hvidovre. Det erkendte holdets cheftræner efter kampen.

Lige ved og næsten.

Kolding kæmpede bravt og var det mest boldbesiddende hold det meste af kampen. I første halvleg havde de chancen for at bringe sig foran flere gange, men bolden kom ikke ind.

I anden halvleg vendte billedet hen mod slutningen af kampen, hvor Hvidovre fik et overtag og var tæt på at score. Det skete ikke, og derfor endte det hele målløst, 0-0.

– Det var en fed kamp. Vi kom ud, som vi gerne ville, og vi viser hjemmepublikummet den måde, vi vil spille på og skaber chancer, men vi var ikke skarpe foran kassen, sagde Koldings cheftræner, Lasse Holmgaard, efter opgøret.

Lasse Holmgaard mener, at Kolding skulle have puttet bolden i kassen i første halvleg, men samtidig erkender han også Hvidovres spilovertag.

– Det er klart, at vi føler, at vi skal afgøre det i første halvleg. Det er også det, jeg evaluerer på efter kampen. I de sidste 25 minutter kan man mærke, at de er individuelt stærke og har mange Superligakampe i bagagen, og der skal vi være kloge og kæmpe godt. Men den chance, vi giver væk, er vi ikke tilfredse med, men sådan er fodbold, forklarede Holmgaard.

Chancen Holmgaard hentyder til, er med omkring ti minutter igen, hvor Koldings keeper, Lennart Moser, måtte diske op med en stor dobbeltredning på et forsøg fra Frederik Høgh.

– Først og fremmest føler jeg, at det er smukt reddet, og det er fortjent, for i begge de to første kampe har vi skabt så mange chancer, at det er et mirakel, vi ikke har scoret et mål. Så havde vi indkasseret et mål, var det fucking nederen, sagde Lasse Holmgaard.

Også Koldings første kamp mod B.93 endte 0-0. Det til trods for, at koldingenserne var en mand i undertal i lidt over en halvleg, og i samme forbindelse måtte undvære Paul Ngongo, der afsonede karantæne. Alligevel var Kolding tæt på at få sejren med hjem fra Østerbro.

Offensiven skal forbedres, men der er også lyspunkter

Med to clean sheets er det derfor formentlig ikke forsvaret, der vil være i fokus for Kolding i forberedelserne frem mod deres kamp næste fredag mod FC Fredericia. I stedet skal de arbejde på, hvordan de får mere skarphed i feltet, når der afsluttes.

Kolding havde både mod B.93 og Hvidovre chancen for at score, men skarpheden udeblev. Det er også i den henseende, at Kolding har ageret på transfermarkedet senest ved at hente Sterling Yatéke i FC Helsingør. Kolding har op til denne sæson vinket farvel til både Mathias Kristensen og Thomas Mikkelsen, der er to store angribere, som har været garant for mål. Derfor kan der i denne indledende fase af sæsonen være relationer, som skal på plads for at lukke hullet efter de to profiler.

På trods af manglende mål kunne Kolding være opløftet over præstationen fra eksempelvis Abdolie Njai, som både selv kom frem til chancer og også var ophavsmand bag at skabe chancer. Det kan Kolding tage med videre til næste uges kamp på Monjasa Park mod FC Fredericia.