Det skal være lettere at få hjælp af en kiropraktor, hvis du får hold i nakken eller store smerter i ryggen uden for kiropraktorens normale åbningstid. Derfor udvides vagtordningen for kiropraktorer i weekender og helligdage i en to-årig forsøgsperiode.

Akut behov for hjælp fra en kiropraktor kan opstå på de værst tænkelige tidspunkter. Derfor tilbyder kiropraktorvagten hjælp, når uheldet er ude i weekender og på helligdage. Som en del af en to-årig forsøgsordning udvides telefontiden nu med en time, så du fremover kan få fat på en kiropraktor kl. 9.00-11.00 i weekender og helligdage.

En udvidelse, som skal gøre hjælpen lettere tilgængelig, når uheldet er ude, forklarer regionsrådsformand Bo Libergren (V):

–  Pludselige smerter og låste led kender desværre ikke forskel på mandag og lørdag. Derfor har det stor betydning, at borgere har mulighed for at få hjælp af en kiropraktorvagt, når de er hårdt ramt og ikke kan vente, indtil den normale kiropraktor åbner igen. Ved at udvide kiropraktorvagtens åbningstid bliver det lettere for syddanskerne at komme i kontakt med kiropraktoren, ligesom kiropraktoren kan nå at hjælpe flere patienter.

Går forrest med ny ordning

Den nuværende kiropraktorvagtordning er frivillig, og det har i perioder været vanskeligt at dække alle vagter. I den to-årige forsøgsperiode lønnes kiropraktorerne derimod for deres arbejde i den telefoniske vagtordning. Regionsrådet besluttede med budgetaftalen for 2025, at der bliver afsat 0,5 millioner kroner pr. år i forsøgsperioden, og dermed bliver Region Syddanmark den første region til at lønne kiropraktorer i vagtordningen.

For at sikre en god vagtplanlægning bidrager regionen i forsøgsperioden også til en vagtansvarlig kiropraktor, som er ansvarlig for bemanding af vagtordningen.   

Formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen Pernelle Jensen (V) er glad for, at vagtordningen bliver sat i system til gavn for borgerne:

– Det er vigtigt for os, at vi kan tilbyde syddanskerne en velfungerende vagtordning af høj kvalitet. Derfor er jeg stolt af, at vi går forrest og tilfører midler til ordningen, så vi sikrer, at der sidder en kiropraktorvagt klar til at hjælpe både i Jylland og på Fyn i en længere åbningstid. Det betyder både, at det bliver lettere at komme igennem til kiropraktoren, og at du kan få hjælp flere steder i regionen, hvis det bliver nødvendigt med en fysisk konsultation.

Forsøgsprojektet evalueres i foråret 2026, hvorefter det besluttes, om ordningen skal forlænges.

Den nye kiropraktorvagtordning skal endeligt godkendes på regionsrådsmødet 16. december 2024. 

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her