I den forgangne weekend har KIF Kolding været på træningstur i Tyskland, hvor holdet både har arbejdet på det spillemæssige og styrket det sociale sammenhold. Turen bød på to testkampe mod det tyske Bundesliga-hold TBV Lemgo, hvilket gav værdifuld kamptræning frem mod forårets udfordringer i Herreligaen.
Stregspiller Benjamin Pedersen fremhæver, at turen har været en positiv oplevelse for hele truppen:
– Vores tur til Tyskland har samlet set været en meget brugbar tur, da vi har fået dyrket det sociale og lært hinanden endnu bedre at kende både på og udenfor banen. Det at turen går til Tyskland gør også, at vi får set og oplevet noget andet end en triviel hverdag, hvilket har været en rigtig god oplevelse for os.
KIF Kolding spillede to kampe mod TBV Lemgo, hvor holdet fik testet sig selv mod stærk modstand. Første kamp endte med et nederlag på 26-35, mens anden kamp sluttede langt tættere og endte 26-28. Selvom resultaterne ikke gik vores vej, var der flere positive momenter undervejs – særligt i søndagens kamp, hvor holdet viste gode takter.
– I vores kampe mod Lemgo havde vi primært fokus på vores eget spil og har samtidigt lært noget om, hvor vi står, og hvad vi skal forsøge at forbedre frem mod vores kamp på søndag. Alle mand har været i kamp og fået lov til at give den gas på banen, siger Benjamin Pedersen.
For Benjamin Pedersen var turen ekstra speciel, da han endelig var tilbage på banen efter en skadespause, der har holdt ham ude siden midten af oktober.
– Det er dejligt at være tilbage på banen. Jeg har savnet at spille sammen med drengene, og jeg føler mig godt rustet fysisk til at yde mit bedste, afslutter Benjamin Pedersen.
Med en god træningsuge i bagagen og værdifulde testkampe mod et stærkt tysk mandskab retter KIF Kolding nu blikket mod næste store opgave. På søndag kl. 20:00 møder holdet Mors-Thy Håndbold på udebane i Sparekassen Thy Arena, når anden halvdel af Herreligaen går i gang.